Det rummelige slagteri tog virksomhedsprisen 2007

Rare 25.000 kr. og et kunstværk til medarbejderne på Danish Crown

Hanne Albæk
Flere end 30 forskellige nationaliteter arbejder på Danish Crown i Sæby. Foto: Kim dahl hansen
Kunst 8. december 2007 05:00

SÆBY/FREDERIKSHAVN: Ingen roser uden torne, ingen grise uden orne, lyder et slogan på Danish Crown i Sæby. Fredag kunne slagteriets driftsleder Søren Jensen og tillidsrepræsentant Karsten Thomsen digte videre på, hvad der måtte rime på rummelighed og pris. Virksomheden i Sæby modtog nemlig Det Lokale Beskæftigelsesråds Virksomhedspris 2007 for den rummelighed, der er vist, når det gælder ansættelse af af ikke færre end 170 medarbejdere af anden etnisk oprindelse end dansk. - De 170 repræsenterer over 30 forskellige nationaliteter, og takket været stor energi i samarbejdet mellem ledelse, medarbejdere og tillidsfolk, har virksomheden stået for indkvartering, kontaktfamilier, sprogskole, hjælp med at finde bolig, daginstitutionspladser osv, opremsede formanden for rådet, Cai Møller, ved prisoverrækkelsen i Kattegat Silo. Han anbefalede forfattere til kommende lærebøger om integration først at studere Danish Crown¿s virksomhedskultur og -struktur. Med prisen fulgte 25.000 kr. og et kunstværk af Ulla Egholm, Skagen, udført som en stige i stål og glas og med Lao Tzu-filosofiske citater og forskellige udsmykninger, symboliserende social ansvarlighed, gennemsigtighed, venlighed og rummelighed. Står ikke stille - Vi er meget beæret, sagde Karsten Thomsen efter have indledt sin takketale med det rimende slogan. - Det kræver gode forbindelser til det offentlige, gode netværk og kontaktfamilier for at lykkes. Prisen forpligtiger, og vi står ikke stille, men prøver hele tiden at gøre det bedre, understregede han. Borgmester Erik Sørensen (S) understregede, at første gang prisen skulle uddeles i den ny storkommune, var der skelet hele vejen rundt med Sæby som modtager, uddeling i Frederikshavn af pris og kunst fra Skagen. Ved prismiddagen hos Frank¿s i Kattegat Silo blev desuden serveret frederikshavner-rødspætter fanget ved Læsø, som Det Lokale Beskæftigelsesråd også dækker. Virksomhedsprisen uddeles til privat eller offentlig virksomhed, stor eller lille, der har vist særlig rummelighed i forhold til ansættelse af langtidsledige og flygtninge/indvandrere og i forhold til at etablere skåne- eller fleksjob til mennesker, der har været ramt af alvorlig sygdom. - Jo flere partnerskabskontrakter, der giver god mening for alle parter, jo bedre, understregede borgmesteren. Det er medarbejdere fra virksomheder, der indstiller, og også i år var kommet mange gode og velbegrundede forslag, kunne Cai Müller oplyse.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...