Skattepolitik

Det sagde de i åbningsdebatten

Politisk ordfører, Inger Støjberg, om Enhedslistens mange spørgsmål: - Mange medarbejdere i ministerierne, har - som direkte konsekvens af Enhedslistens paragraf 20-spørgsmål - brugt tusindvis af mandetimer alene til at betjene Enhedslisten. Politisk ordfører, Inger Støjberg, om antallet af spørgsmål, hvis Enhedslisten ikke var i Folketinget: - Så går vi selvfølgelig glip af svar på relevante spørgsmål om hampedyrkning i Thy-lejren, kronhjorte på Djursland, japanske flyveforbud og fredningsbetingelser på udvalgte slotte. Svar fra finansordfører Frank Aaen (EL): - Fru Inger Støjberg forsøgte med ringe held at være morsom om færre spørgsmål. Så ville man slippe for at svare på mange ubehagelige spørgsmål. Partileder Margrethe Vestager (R) om offentlig afbureaukratisering: - Jeg kan konkludere, at Venstre ikke har nogen gode idéer. Ikke engang tre forslag til afbureaukratisering. SF¿s formand, Villy Søvndal, om politisk samarbejde: - Er regeringen klar til at flytte sig på de afgørende områder: Klima-området og velfærd? Politisk ordfører, Inger Støjberg, (V) om ¿Villys virkelighed¿: - Hr. Villy Søvndal sagde, at han havde besøgt 20 plejehjem og samlet gode erfaringer. Da han så fik det talt sammen, var der fem. Man skal være lidt påpasselig med SF og tal. Finansordfører Kristian Thulesen Dahl (DF) om folkeafstemning om EU¿s reformtraktat eller danske forbehold: - Hvorfor skal danskerne tvinges til en folkeafstemning om EU-forbeholdene, men nægtes en folkeafstemning om EU¿s reformtraktat? Hvad er der sket fra oktober til november? Venstre har lurepasset i EU-spørgsmålet. Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, om VK¿s skattelettelse på 10 milliarder kroner: - Det kan ende med at blive den dyreste skattelettelse i danmarkshistorien. Den kan udløse et historisk tilbageslag. Skatteordfører Anders Samuelsen (NA) til Helle Thorning-Schmidts advarsler om økonomisk nedtur efter skattelettelse: - Kan den lille skattelettelse, som De Konservative fik igennem på netto halvanden milliard kroner, få den danske økonomi til at bryde sammen? Er det seriøst ment? Finansordfører Kristian Thulesen Dahl (DF) til statsministerens åbningstale om bredt samarbejde: - På det retoriske plan er det en lidt ny udvikling. /ritzau/