Det sidste regnskab er blodrødt

Sparekassen Farsøs sidste årsregnskab viser, hvorfor det var umuligt at overleve som selvstændigt pengeinstitut.

Sparekassen Farsø har nu afleveret sit årsregnskab for 2011, der er det sidste, inden sparekassen per 15. marts i år blev opslugt af Den Jyske Sparekasse. Årsregnskabet bekræfter, at Sparekassen Farsø var i så dårlig en økonomisk forfatning, at en overlevelse som selvstændigt pengeinstitut var en umulighed. Som meddelt tidligere fik sparekassen i 2011 et underskud på 63 millioner kroner efter skat. Sparekassens soliditet på 14,8 procent var dermed faretruende nær på lovens minimumskrav på 12,7 procent (det individuelle solvensbehov). Det betød en overdækning på kun godt to procent, hvilket var mindre end bestyrelsens vedtagne minimumstal på tre procent. Bevægelsesfrihed var væk Det var det tynde kapitalgrundlag og den følgende manglende bevægelsesfrihed, der endegyldigt fik ledelsen i Sparekassen Farsø til at opgive alle ambitioner om at opretholde selvstændigheden. At fusionen med Den Jyske Sparekasse ikke er et valg, men en nødvendighed, fremgår af ledelsens egne ord. - Hvis repræsentantskabet - mod forventning - ikke vedtager forslaget om overdragelse (til Den Jyske Sparekasse, red.) vil sparekassen på anden vis have behov for en snarlig væsentlig kapitaltilførsel. Sparekassen Farsøs udlån faldt i løbet af 2011 med 8,4 procent. Ud over kundernes tilbageholdenhed med at låne penge var tilbagegangen i udlånet et resultat af en bevidst strategi fra sparekassens side om at koncentrere sig om lokalområdet. - Sparekassen arbejder målrettet med at nedbringe erhvervsudlån uden for lokalområdet, skriver ledelsen i årsrapporten. Det fremgår af årsregnskabet, at det især var udlån til landbruget, der kostede sparekassen dyrt i form af nedskrivninger. Udlån til landbruget udgjorde ved udgangen af 2011 godt 18 procent af det samlede udlån, men 24 procent af nedskrivningerne på svage udlån.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.