Danmark

Det siger de om den seneste udvikling i lægekonflikten

Både sundhedsministeren og de praktiserende lægers kolleger hilser beslutning om at undgå konflikt velkommen.

Det siger de om den seneste udvikling i lægekonflikten

Sundhedsminister Astrid Krag (SF):

- Jeg vil gerne kvittere positivt for meldingen fra de Praktiserende Lægers Organisation. Jeg har forståelse for, at også PLO gerne havde undgået en situation, hvor det blev nødvendigt med lovgivning.

- Men jeg er tilfreds med, at man selvfølgelig anerkender det brede flertal i Folketinget, som har vedtaget de vigtige ændringer, der giver mulighed for at sikre bedre sammenhæng i sundhedssystemet og lægedækning i hele landet.

- Spørgsmålet om hvilke opgaver man løser og økonomien i det skal stadig aftales mellem de praktiserende læger og regionerne. Den opgave skal man i gang med nu. Min forventning til parterne er, at de udviser tålmodighed og fleksibilitet.

Mads Koch Hansen, formand for Lægeforeningen:

- Regionerne bør kvittere for den beslutning, som de praktiserende læger i dag har taget, og komme dem i møde i de forhandlinger, der nu skal i gang.

- De praktiserende læger har en helt central rolle i det danske sundhedsvæsen. Derfor er det vigtigt at, at parterne sætter sig sammen og laver en fælles plan, som kan fremtidssikre almen praksis.

Anja Mitchell, formand for Overlægeforeningen:

- Hvis de praktiserende læger havde afleveret deres ydernumre og dermed stoppet samarbejdet med det offentlige sundhedsvæsen, ville det have haft voldsomme konsekvenserne blandt andet på sygehusene.

- Derfor er jeg sikker på, at mange overlæger ånder lettet op, efter at PLO's repræsentantskab har besluttet ikke at optrappe konflikten.

Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd:

- Hvis lægerne havde afleveret ydernummeret, så havde hele sundhedsvæsnet været kastet ud i en meget vanskelig situation. Nu kan vi forhåbentlig se fremad og udvikle almen praksis med dygtige læger og sygeplejersker, der sikrer, at patienterne får den nødvendige behandling.

- Nu er det op til regionerne og PLO at finde den fælles løsning, som styrker almen praksis og giver både patienter og medarbejderne fornyet tryghed.

Soile Friis, formand for Dansk Lægesekretærforening:

- Det er godt nyt, at lægerne ikke afleverer deres ydernumre. Det betyder, at en lang række fyringer af lægesekretærer er afværget i sidste øjeblik.

- Nu er der håb for, at lægerne og politikerne finder en løsning ved forhandlingsbordet. Det er det eneste rigtige at gøre. Alt andet vil skabe mere usikkerhed for patienterne og de ansatte hos de privatpraktiserende læger.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.