Udland

Det siger de om EU-budgettet

EU's ledere er fredag nået frem til en aftale om EU-budgettet for perioden 2014-2020. Læs reaktionerne her.

Det siger de om EU-budgettet

* Statsminister, Helle Thorning-Schmidt, Socialdemokraterne:

- Vi havde det afgørende krav, at vi ville have en rabat på det danske EU-bidrag på en milliard kroner. Det lykkedes. Danmark skal derfor betale en milliard kroner mindre årligt til EU’s budget, end tilfældet ellers ville have været. Dermed har vi gjort op med den negative forskelsbehandling, der har været af Danmark, siger hun.

* Administrerende direktør, Karsten Dybvad, Dansk Industri:

- Der skal en helt anden viljestyrke til, hvis Europa skal blande sig i selskabet af verdens vinderregioner. DI havde derfor gerne set, at statslederne på EU-topmødet i langt højere grad havde prioriteret penge til forskning og innovation og ikke mindst penge til ny infrastruktur inden for transport, energi og kommunikationsteknologi, siger han.

* EU-ordfører, Nikolaj Villumsen, Enhedslisten:

- Helle Thorning siger ja til et budget, hvor der bliver brugt mange flere penge på landbrug som på jobskabelse. Det er da helt forrykt. Hvor er visionerne for Europas fremtid og respekten for de millioner af arbejdsløse rundt omkring i Europa, som kæmper for at overleve, siger han.

* Medlem af Europaparlamentet, Søren Søndergaard, Folkebevægelsen mod EU:

- Som jeg havde forudsagt, så fik Helle Thorning sin rabat. Problemet er bare, at det er en dråbe i EU-budgettets hav af forkerte prioriteringer. Topmødet kunne have brugt lejligheden til at tage et opgør med et ineffektivt og på mange punkter direkte skadeligt EU-system, siger han.

* Medlem af Europaparlamentet, Emilie Turunen, SF:

- På den ene side er det jo tæt på at være lidt af et mirakel, at 27 lande med meget fælles interesser har kunnet blive enige i en krisetid. På den anden side opretholder man store landbrugs- og strukturfonde, og for at finansiere dem tager man penge fra forskning, udvikling, uddannelse, infrastruktur. Altså de ting, vi skal leve af i fremtiden, siger hun.

* EU-ordfører, Lene Espersen, Det Konservative Folkeparti:

- Ret skal være ret. Det er udmærket, at det lykkedes statsministeren at få rabatten med hjem til Danmark. Men alt andet havde også været uacceptabelt, da Danmark som det eneste land betaler fire kroner til EU hver gang ligeså velstillede lande betaler tre kroner, hun.

* EU-ordfører, Lykke Friis, Venstre:

- Helt overordnet er det positivt, at EU-landene for første gang i EU’s historie blev enige om at reducere EU’s budget. Vi har hele tiden sagt, at rabatten skal ses i en sammenhæng. Det hjælper jo ikke meget, hvis vi får en rabat på en milliard, men samtidigt går glip af store tilskud til for eksempel Femern-forbindelsen, havvindmølleparker eller forskningsprojekter, siger hun.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst