Det siger de om kommuneaftalen

Politikere og organisationer siger, hvad de mener om rammeaftalen for kommunernes økonomi 2013, som nu er hus.

Det siger de om kommuneaftalen

* Erik Nielsen (S), KL-formand og borgmester i Rødovre:

- Vi har selvfølgelig forståelse for den stramme økonomiske politik og EU-finanspagten, så vi fortsætter en ansvarlig, stram økonomisk linje med plads til afgørende investeringer i klima og sundhed.

* Frank Jensen (S), Københavns overborgmester:

- Det er en stram aftale, som vil kræve meget hårde prioriteringer i kommunerne. Aftalen viser, at kommunerne er klar til at tage et medansvar for genopretningen af økonomien.

* Ida Auken (SF), miljøminister:

- I alt for mange år er det gået den forkerte vej. Men nu har vi fået den grønneste kommuneaftale på plads nogensinde. Derfor kan vi nu få sat gang i de kæmpe investeringer, der skal til for, at naturen endelig igen kan komme i fremgang.

* Margrethe Vestager (R), indenrigs- og økonomiminister:

- Aftalen er på ingen måde prangende, men vi har vendt hver krone for at få dem til at række længst muligt, og så har vi i aftalen prioriteret ting som sundhed, daginstitutioner og klimatilpasning.

* Jacob Bundsgaard (S), borgmester i Aarhus:

- Der er tale om en stram aftale indgået i skyggen af den meget alvorlige økonomiske krise i Europa, men det var den bedst opnåelige aftale.

* Jacob Jensen, Venstres økonomi- og kommunalordfører:

- Mange vil undres over, hvorfor der skulle et folketingsvalg til, før venstrefløjen fik øjnene op for, at der ikke hverken sidste år, i år eller til næste år er plads til store vækstrater i kommunernes økonomiramme, som ellers var blevet lovet.

* Jane Findahl (SF), formand for KL's børne- og kulturudvalg:

- Kommuneaftalen lægger ikke op til store forbedringer i den kommunale service i 2013. Den fortsætter den ansvarlige linje, som kommunerne har gennemført i de seneste år.

* Per Clausen, Enhedslistens gruppeformand:

- Det er meget positivt og vigtigt, at den nye kommuneaftale giver plads til investeringer i initiativer, der kan modvirke oversvømmelser. Hermed løses et vigtigt miljøproblem og der skabes 3000 nye arbejdspladser.

* Karen Hækkerup (S), social- og integrationsminister:

- De mennesker, som har brug samfundets hjælp, har krav på, at vi tilbyder dem en indsats, der rent faktisk gør en forskel. Det arbejde har vi allerede taget hul på, og med aftalen om klare mål med KL tager vi nu de næste vigtige skridt.

* Henning Pedersen, formand for Bupl, pædagogernes fagforbund:

- Jeg er noget skuffet over, at man ikke fra regeringens side forpligter kommunerne til at bruge pengene på bedre normeringer.

* Bente Sorgenfrey, formand for FTF, hovedorganisation for bl.a. lærere og pædagoger:

- Vi ved, at mange af vores medlemmer i forvejen løber rigtig stærkt og er presset. Derfor er det vigtigt, at kommunerne som ansvarlige arbejdsgivere tager arbejdsmiljøet seriøst. Det er afgørende, at stram økonomi ikke fører til nedslidning af de ansatte.

* Bodil Otto, formand for HK/Kommunal:

- Aftalen betyder, at man vil spare 750 millioner på det, man kalder effektivisering. Det er helt fint, hvis det gælder unødige, bureaukratiske kontrolmekanismer.

- Men hvis man tror, at pengene skal findes på yderligere, generelle reduktioner på den administrative konto, ja så risikerer man en egentlig nedsmeltning i den kommunale service.

* Grethe Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd:

- Hvis vi ikke styrker det kommunale sundhedsvæsen med blandt andet flere sygeplejersker og mere forebyggelse, er der en betydelig risiko for, at sundhedsudgifterne kommer til vokse til et uset højt niveau.

* Lene Witte, Gigtforeningens direktør:

- Vi er tidligere blevet præsenteret for en række gode hensigter. I den sidste ende er det resultaterne, der tæller. Og her vil vi holde et skarpt øje med, at kommunerne reelt lever op til ansvaret. Ikke mindst når det gælder forebyggelse af slidgigt og af dårlig ryg.

* Niels Nielsen, branchedirektør for Danske Anlægsentreprenører i Dansk Byggeri:

- Regeringen og kommunerne har her vist rettidig omhu ved at prioritere investeringer, der sikrer, at Danmark ikke går i stå, når et skybrud rammer os.

/ritzau/