Udland

Det siger de om Zimmerman-dommen

Frikendelsen af George Zimmerman har fået sindene i kog i USA. Mange har en holdning til dommen.

Det siger de om Zimmerman-dommen

George Zimmerman, der er selverklæret vagtmand, patruljerede i sit nærområde som frivillig i et naboværn, da Trayvon Martin blev dræbt. Natten til søndag dansk tid blev Zimmerman frikendt for alle anklager for at have dræbt den sorte teenager.

Sagen er blevet fulgt nøje i USA - og dommen vækker stor debat.

Tracy Martin, Trayvon Martins far, på Twitter:

- Selvom mit hjerte er knust, er min tro intakt. JEG VIL ALTID ELSKE MIN BABY TRAY. God velsignede mig og Sybrina med Tray. Og selv om han er død, ved jeg, at min dreng er stolt af den kamp vi sammen med jer har kæmpet for ham.

Mark O'Mara, Zimmermans forsvarsadvokat:

- George Zimmerman var aldrig skyldig i andet end at beskytte sig selv. Dette er en tragedie lige som ethvert tab af et barn. Det er ikke noget, George var ansvarlig for.

Bernie de la Rionda, chefanklager i sagen:

- Om jeg er skuffet? Ja. Fordi jeg mente, han var skyldig. Vi bor i et godt land med et godt retssystem. Det er ikke perfekt - men det er det bedste i verden, og jeg respekterer juryens dom.

Benjamin Jealous, direktør for borgerrettighedsorganisationen National Association for the Advancement of Colored People (NAACP):

- Vi er chokerede og vore hjerter er knust efter dagens dom. Vi vil stå ved familien Martins side og kæmper fortsat.

Jesse Jackson, amerikansk borgerrettighedsforkæmper og politiker, på Twitter:

- Undgå vold - det vil kun føre til flere tragedier.

Al Sharpton, borgerrettighedsforkæmper og tv-vært:

- Frikendelsen af George Zimmerman er et slag i ansigtet på det amerikanske folk - men det er kun første runde i forfølgelsen af retfærdighed.

Rihanna, popstjerne, på Twitter:

- Det er de sørgeligste nyheder nogensinde!!!!

Q-Tip, rapper, på Twitter:

- Er ikke overrasket ... Et sort liv har ikke nogen værdi i dette land.

will.i.am, rapper, på Twitter:

- Hvad er der galt med verden, mor!!!

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.