Det sikreste hus i byen mangler også frivillige

Pia Damsgaard Bach
Vivi Lar­sen og hen­des dat­ter Na­dia har beg­ge boet på Fre­de­riks­havn Kri­se­cen­ter, og de glem­mer al­drig de fri­vil­li­ge fra den­gang. foto: carl th. poul­sen
Vold 15. januar 2007 05:00

NORDJYLLAND: Derhjemme var hun altid i højeste alarmberedskab. Persiennerne sad altid, så hun kunne se ud, og nætterne blev tilbragt på sofaen, så hun kunne høre, hvis han kom. Vivi Larsen lever i dag et godt liv, men i 1995, da hun første gang kom på Frederikshavn Krisecenter for voldsramte kvinder, var hun meget bange for sine børns far. Selvom de aldrig boede sammen, var han ekstremt jaloux og kom tit hjem til hende og børnene. Politiet blev tilkaldt flere gange, når han gik amok og smadrede huset. Men han har aldrig direkte banket hende. - Det var psykisk vold. Jeg var hele tiden nervøs for, hvornår han ville gøre alvor af sine trusler, fortæller Vivi Larsen. Anden gang hun kom til krisecenteret var i 2002, hvor hun var gravid. Nu havde hun fået nok, og hun er ikke i tvivl om, at krisecenteret hjalp hende til at bryde den onde cirkel. - Både de ansatte og de frivillige gav mig støtte og opbakning, så jeg fik mod til at flytte fra byen og væk fra ham. Og stå fast ved min beslutning, siger hun. - De frivillige bringer glæde og overskud ind i huset, og det er så utroligt vigtigt, fortæller leder af Frederikshavn Krisecenter Susanne Stampesøe. - Det er jo ikke kun jordbær med fløde, man møder her, derfor er det også vigtigt, at de frivillige har et personligt overskud og ikke tænker på deres egne problemer, når de er her, mener hun. Mirjana Vidovic er 32 år og frivillig på centeret. Hun er enig i, at det kan være hårdt, men hun synes også, at hun får så meget igen. Især når hun ser en kvinde parat til at rejse. Styrket og lidt mere tryg. - Det er så rart at hjælpe, der hvor det virkelig gælder. Og så får vi tit kage, griner hun. Et af problemerne er, mener hun, at folk ikke rigtig ved, hvad et krisecenter er. De tror, der står vrede mænd og banker på døren, og det flyder med blødende kvinder. - I virkeligheden er det jo et ganske almindeligt hus, hvor kvinderne selv gør rent og laver mad, og vi hygger os i stuen om aftenen, siger hun. I øjeblikket mangler centret cirka 30 frivillige og dækker derfor mange af aften- og nattevagterne med lønnede vikarer. Annoncer og møder har ikke hjulpet, og konsekvensen kan blive, at kvinderne må være alene om aftenen, og dermed forsvinder den tryghed, de gerne skulle finde, mener leder Susanne Stampesøe. - Vi har virkelig brug for frivillige, og jeg tror, dette er det sikreste hus i byen, så folk skal ikke være bange, siger hun. - Det er jo de færreste mænd, der vil indrømme, at deres kone er her, så de står ikke udenfor og råber, så hele verden kan se dem.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...