Fodbold

Det skader ikke at flytte sig

Sangeren Poul Krebs har forladt sit ø-paradis og er søgt til Jyllands metropol Århus for at blive udfordret. - Jeg tror, det er godt at blive rykket op og få luget ud i sine dårlige vaner en gang imellem. Ellers risikerer man at blive selvfed, s

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

- Jeg har altid sat mig selv i publikums rolle, og selv om mange - sikkert med stor ret - har afskyet mine sange, så er det altså dér, jeg var på det tidspunkt. Foto: Jesper Nørgaard Sørensen/Polfoto

[LF @Byli.9.special:Af Berit Holbek Jensen central@nordjyske.dk @Brød.9.kurs-u-indryk:”Det er helt og holdent skævt og urimeligt min by er rykket ned i 1. division Enhver kan da se den hører hjemme i ligaen det kan der vel ikke herske tvivl om hos nogen” Allerede i taxaen fra banegården til Krebs’ nye hjem i Risskov bliver jeg mødt af medfølelse. Chaufføren er ganske enkelt rystet over at møde én, der ikke bor i Århus, og det meste af turen forsøger han pædagogisk at forklare mig om byen, der har alt. ALT. Det er sjældent, han føler behov for at komme til hovedstaden. Poul Krebs griner, da han hører om det. Han er selv født og opvokset i Århus, men længe har han levet andre steder, i København, i Amsterdam og senest 10 år på Samsø. Han er ikke flyttet tilbage for at blive lokalpatriot, erklærer han, heller ikke selv om han på sin nye cd “Ku den næste dans blive min?” har en sang om AGF og barndomskvarteret Christiansbjerg. Det er faktisk lige præcis provinsiel selvhævdelse og oppustethed, han gerne vil undgå, forklarer han, mens han brygger en kop kaffe og rydder lidt plads til os ved køkkenbordet. - Arrogance udspringer af usikkerhed, og når man kommer så meget rundt i landet, som vi musikere gør, så kan man mærke, at nogle byer bare slapper af, mens andre puster sig op og vil det hele og det samme. For eksempel var der nogle fra Århus Byråd der for nyligt ærgrede sig inderligt over, at Århus ikke også fik alle de store navne som Horsens. Det kan jeg slet ikke forstå. Hvorfor er det noget? Lad dog Horsens udvikle sit fremragende koncept, og lad så Århus lave noget helt andet. “Jorden er rund for at ingen skal se alt for langt ud af nogen som helst allé” Måske kommer det bag på folk, at Poul Krebs bruger et ord som arrogant om helt almindelige mennesker. For det er jo ellers dem, han er kendt for at synge om med et sundt, jysk glimt i øjet. “Sådan nogen som os”, ikke? Og “Johnny, der var lige ved at blive sindssyg”. De stille eksistenser og steder, som man ellers aldrig hører om - dem, der bliver ved jorden. Men som Poul Krebs siger, kan man sagtens praktisere Jantelov og samtidig kalde en høj på 180 meter for Himmelbjerget, ligesom mindreværd og storhedsvanvid følges ad. - Jeg har oplevet det på Samsø, som på en eller anden måde er et koncentrat af Danmark og proppet med tilflyttere og hjemmefødninge og fuld af kontraster. På den ene side er det enormt trygt, men samtidig står alt krystalklart og bliver gennemsigtigt, og på mit sidste album kunne jeg mærke, at mit liv havde fået lidt for meget centrum omkring et lille bitte samfund med titler som “Små sko”, “Usund skepsis” og “Tilskuernes land”. Jeg gik og blev bekymret for demokratiet, fordi jeg kunne se, at der var så mange, der ikke havde tid til at deltage i det. Til sidst følte min kone og jeg, at vi måtte videre, så vi ikke endte med at blive sådan nogle danskbitre folk, som syntes, at alting er prøvet før, og “det kommer aldrig til at gå” og så videre. Fra at have været meget entusiastiske, da vi flyttede dertil, var vi kommet til at gå rundt i en slags landsbydyne. “Drømmere som os vi går altid i vejen når hverdagen truer med at sætte en stopper for legen” Når man planter sig selv om, får man en chance for at smide et par dårlige skud og gro nogle nye. Det vil Poul Krebs gerne, for alle har vel nogle vaner, de godt kunne være foruden. - For eksempel har jeg svært ved at finde ud af, hvornår jeg arbejder, og hvornår jeg holder fri. Og svært ved at holde fokus. Jeg er nysgerrig efter alt muligt, og det kan godt være lidt flagrende for familien, ikke? Han har vanskeligt ved at afvise de mennesker, der står længst væk, men tager de nærmeste som en selvfølge. - Det arbejder jeg en hel del med at ændre på, siger han med et flovt grin. - At finde sammen i en dagligdag er den store kunst. At få delt opgaverne. Det er ikke min livret. I vores familie vil vi selvfølgelig aldrig få faste baner. Men vi skal alligevel løbende finde ud af, hvem der smører madpakker og henter og handler. Alt det dér trivielle, som jo ... godt ... kan være .... fascinerende. Han har tydeligvis svært ved at lyve, den 50-årige troubadour, som trods 10 års kraftig medvind (efter 15 år, hvor ingen gad høre på ham) og masser af solgte cd’er stadig identificerer sig med de lidt skæve typer, han har sunget om. - Når jeg er i et selskab med andre kendisser er jeg absolut den stille eksistens, siger han med et smil. “Kenny kørte rundt og satte køkkener op on the sunny side af villavejen Melissa havde en møntsol på Skyggeallé - og det så Kenny som et tegn” Mens Poul Krebs er stille, lytter han og iagttager, og han er svær at imponere. Teknisk dygtighed og virtuositet rører ham for eksempel ikke. Det gør nerve derimod. - Det skal omslutte én, drage én, tage fat i én. Det kan være i klangen af en stemme, en insisteren fra en højttaler. Hvad hjælper det, at folk bliver så fantastisk dygtige, hvis der ikke er noget at bruge det til? Nerven skal også være tilstede i det liv, der leves. Mennesker, virksomheder, byer eller samfund, som kun går op i at være dygtige, risikerer nemt at blive selvfede, synes Poul Krebs. - Man glemmer at interessere sig for hinanden og dem, man sælger varen til. Jeg har altid sat mig selv i publikums rolle, og selv om mange - sikkert med stor ret - har afskyet mine sange, så er det altså dér, jeg var på det tidspunkt. Mine sange er ikke skrevet for at opnå noget, og dem, folk har taget mest til sig, er ofte dem, jeg har tænkt mindst over, men som nærmest har sneget sig med på et album. Der er en indbygget højrøvethed i os alle. Ingen kan sige sig fri af arrogancen. Men det er tilladt at prøve. - Vi vil gerne tækkes de rigtige. Men når man en gang imellem slipper det, så rammer man et eller andet, som samler og omfavner folk. Og det synes jeg, der er brug for. “Det tænker jeg på i køen i Kvickly med kurven fuld af drømme som jeg ligeså forsigtigt lægger på båndet” { Poul Krebs: “Ku den næste dans blive min?”. Med guitarist Per Chr. Frost, keyboardspiller Morten Buchholtz, bassist Peter Kjøbsted og trommeslager Christer Jansson. Cd’en er på gaden 1. september, og 3. november tar’ holdet på turné rundt i landet. Se evt. mere på www.poulkrebs.dk