Lokalpolitik

Det Skæve Danmark klæder Helle Thorning på

ARDEN:Socialdemokraternes leder Helle Thorning Schmidt må ikke lade sig besnakke med forblommede påstande om, at høje ejendomspriser også tynger økonomien hos de rige nordsjællandske kommuner. Med det budskab vekslede Arden-borgmester H. C. Maarup (S) forleden betragtninger over tingenes tilstand i Det Skæve Danmark med S-lederen. Det foregik på Helle Thornings Christiansborg-kontor. - Som en slags modreaktion fra de rige kommuner, der næsten kunne ligne bestilt arbejde, er BRF Kredit lige gået på banen med en dugfrisk rapport. Den hævder, at i vestdanske kommuner har den enkelte familie mere til rådighed end i Østdanmark, når man indregner eksempelvis høje boligerpriser og andre faktorer. Men hvordan kan det så være, at Hørsholm Kommune eksempelvis har råd til at spendere 600 kroner pr. indbygger på kultur, mens Arden Kommune kun bruger 100 kroner. BRF-rapporten siger efter min mening ikke en pind om, hvad kommunerne reelt har til rådighed. Mit ærinde var derfor at sige til Helle Thorning Schmidt, at hun ikke skulle hoppe på BRFs limpind, når - eller hvis - hun bliver indkaldt til forhandlinger om en ny finansieringsreform, advarer H. C. Maarup (S). Med som vejviser på Christiansborg havde Maarup sin forgænger i embedet, folketingsmedlem Arne Toft (S). Indtil valget i 2001 varetog Toft formandshvervet for Det Skæve Danmark - en sammenslutning af landets 114 svagest stillede kommuner. Finansieringsreformen skal i medfør af kommunesammenlægningerne blandt andet skal fordele goder og tilskud fra stat til kommuner. Det Skæve Danmark er meget utilfreds med, at bloktilskuddets størrelse har det med at følge indtægter: Jo højere - jo mere tilskud. - En ny finansieringsreform er hårdt tiltrængt. Og det er mit indtryk, at Helle Thorning lyttede meget til, hvad vi havde at sige. I det hele taget virker hun som et meget lyttende og tiltalende menneske, kvitterer H. C. Maarup.