Lokalpolitik

Det skal mærkes at jeg lever

Velkommen til Albæk Bakker, hvor folk ikke altid er, som folk er flest

ALBÆK:I laden hænger et reb til at hænge sig i. Ved siden er rebet sidder et sirligt skilt med påskriften "Nødudgang". Det er meget sort humor, det her. Men den lille opstilling i laden er også med til at give et glimt af Søren Voss Jensens livsfilosofi: Du har frihed til at leve det liv, du vil, og du er også nødt til at forholde dig til, hvordan du vil forlade det! Nu skal der ikke herske tvivl om, at han elsker at leve, og det frie sind, livets muligheder - og humoren - er vigtige dele hos Søren Voss, der udover at være byrådsmedlem i Sæby Kommune også er ejer af syv mindre virksomheder, driver et ejendomsselskab med 14 ejendomme samt er ejer af tre gårde i Lyngså-området med ialt 125 tønder land. Vi er på besøg på gården, der ligger på Sdr. Kirkevej i Albæk Bakker. 59-årige Søren Voss tager imod med et par brækkede fingre og et brækket kraveben. Hvordan gik det til? Jo, på det øverste trin på trappen i stuehuset lå en dagsorden i et faretruende glat plasticomslag. Dagsordenen var til et ekstraordinært byrådsmøde, og den gled Søren Voss simpelthen i, hvorefter han drønede ned mod bunden af trappen. Søren Voss benægter iøvrigt, at det ublide møde med en dagsorden er et billede på, hvordan han har haft det i sin første periode i byrådssalen, hvor Søren blandt andet er kendt for sine provokerende og bramfrie udtagelser. Han er glad for det politiske arbejde, teknisk udvalg er hjertebarnet, og efter eget udsagn var lokalpolitik det eneste, han manglede at prøve i sit liv. - Da min 88-årige moster lå for døden, sagde hun, at hun ikke gik nysgerrig i graven. Det var flot sagt, og den sætning har jeg siden prøvet at efterleve, siger Søren i køkkenet, hvor der hænger malerier af hårdtarbejdende fiskere. På bordet ligger en bog med Johannes Møllehave og Benny Andersen med titlen "Det skal mærkes, at vi lever" og på et bord står klukkende god whisky. Søren fik en hård opdragelse hjemme hos faderen, der ejede Thorshøj Maskinforretning, og i de unge år var det nødvendigt at kæmpe for at opnå selvtillid. Men i takt med at tingene lykkes, kom troen på sig selv. Udover at være ejer af en række virksomheder er der også flere andre interesser, der trænger sig på. Han er medlem af Sæby Bevaringsforening og var med i støtteforeningen til bevarelse af Nellemanns Have. Desuden er han bekendt med både bibelen og den nordiske mytologi. - Jeg er ikke religiøs på den måde. Men bibelen er en klog roman. Der står alting i - lige fra hævn til barmhjertighed, siger Søren Voss. Og i bibelen står måske også selve meningen med livet, og gode tanker omkring livet bevirkede, at Søren Voss, som 52-årig, begyndte at koble lidt af fra det daglige arbejde og lade andre medarbejdere få lidt mere ansvar. Jo, tankerne når af og til højt op mod loftet hos Søren Voss, der har kone og en voksen datter. - Jeg er meget væk fra hjemmet, og min kone tør ikke være her på gården alene. Derfor har jeg købt et hus til hende i Algade. Min kone er vild med Sæby, fortæller Søren Voss. Denne måske lidt utraditionelle ordning kører fint, og der er stadig tale om et helt almindeligt ægteskab, og hvorfor skal det hele dog køre så strømlinet? Vi går en tur i stalden, hvor der står Skotsk Højlandskvæg, og der står også et æsel ved navn Mulle, som iøvrigt skulle være en glimrende vagthund - dyret skryder nemlig helt vildt, når der kommer fremmede. Så går vi over gårdspladsen - over i et lokale, der er døbt "Synagogen". Der er tale om et rigtigt maskulint herreværelse, hvor ganske mange med tiden vist nok har fået syndsforladelse. Og apropos syndsforladelse så kan Søren da godt have det lidt dårligt med, at han havde det så travlt på sit arbejde, dengang hans datter var lille. Men det var nu sådan tingene var, og hvis man har det lidt skidt, så er der jo altid humoren at støtte sig til. - Jeg læste i et historisk jubilæumsskrift, at Albæk Bakker for mange år siden blev regnet for et sted, hvor der boede mange asociale mennesker. Det passer mig fint, siger Søren Voss og tager afsked med pressen iført et fritsvævende smil. Vi siger farvel og er overbevist om, at bakkerne i den grad giver mulighed for herlig meget albuerum - og storskrydende æsler.