Det skal være farligt

Trine Dyrholm har bestemt sig for at være modig. Bl. a. derfor sagde hun ja til at spille eks-narkomanen Kate i den nye dogmefilm Forbrydelser

Trine Dyrholm har det bedst med at være lidt usikker på, om hun kan klare opgaven. Da den 31-årige skuespiller sagde ja til at spille Kate i Anette K. Olesens dogmefilm Forbrydelser, havde hun hverken set manuskriptet eller fået en beskrivelse af sin rolle. Faktisk vidste hun ikke engang, at filmen skulle optages i et rigtigt fængsel. Og dermed levede den tidligere Odense-pige helt op til sit eget krav om at være modig. - Modighed er blevet lidt af et tema for mig de sidste tre år. Jeg synes, at det er en vigtig drivkraft, for jeg er sygeligt bange for at gå i stå og blive en dårlig udgave af mig selv. Så lige så snart jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg kan finde ud af det, tænker jeg, at det må jeg sige ja til, siger Trine Dyrholm. Det var tillid til instruktøren og en fornemmelse af, at hun havde en god historie at fortælle, der fik hende til at acceptere tilbuddet fra Anette K. Olesen. - Jeg ville ikke have kunnet spille rollen som Kate for nogle år siden. Det er et modenhedsspørgsmål. Omkring de 27 begyndte det at gå op for mig, at der også var nogle andre sider. Ikke at jeg har levet på en lyserød sky indtil da, men det var der, at de mere dystre sider af livet også gik ind og fik en betydning for mig, siger skuespilleren, der filmdebuterede i 1990 med Springflod og siden da har haft et utal af roller på film, tv og teater. I Forbrydelser spiller hun eks-narkomanen Kate, der har slået sin lille datter ihjel. Hun er netop blevet overflyttet fra et andet fængsel og skiller sig fra begyndelsen ud på kvindeafdelingen, hvor tonen er rå. Men den ranke Kate går uden om alle samtaler og taler hverken om sig selv eller sin forbrydelse. Ifølge rygterne har hun magiske evner, og da Kate angiveligt kurerer en af sine medfanger for hendes stoftrang, gør hun sig upopulær hos pusheren Jossi (Sarah Boberg). - Kate har nærmest knaldet et låg ned foran hele systemet for at kunne overleve, og hun eksisterer ligesom ikke. Hun har værnet sig imod alt, hvad der kan trænge ind og komme i kontakt med det, hun gemmer på. Og så tror jeg, at Kate har en følelse af, at hun ikke har ret til noget på grund af sin forbrydelse, siger Trine Dyrholm. For at kunne forberede sig bedst muligt til rollen som Kate bad instruktøren hende om at improvisere lidt på egen hånd. Men hun havde brug for et mere detaljeret kendskab til sin figur. - Man får ikke så meget at vide om Kate, så derfor begyndte jeg at opfinde en personlig historie. For at jeg kunne gå ind i den tilstand af skyld og sorg, som hun befinder sig i gennem stort set hele filmen, blev jeg nødt til at have et indre liv at hente billeder fra. Så jeg skrev nogle forskellige scener fra hendes liv – hvordan hun fandt sin kæreste, hvordan hun begyndte at tage stoffer, hvordan hun reagerede, da hun fandt ud af, at hun var gravid, siger Trine Dyrholm, der også arbejdede meget med det kropslige udtryk. - Jeg forestillede mig Kate som en person med et stift og sammenlukket kropssprog, hvilket er fuldstændig modsat mig som privatperson. Jeg er meget mere slasket og flagrende. Tung stemning Filmholdet tilbragte tre uger i Nyborg Statsfængsel, hvor en afdeling under ombygning blev brugt til optagelserne. Selv om Trine Dyrholm og de andre skuespillere ikke var i direkte kontakt med de rigtige indsatte, gjorde opholdet bag pigtråden indtryk. - Bare det at køre igennem slusen og se porten gå ned var underligt. Det påvirkede os alle sammen i en tung retning at være der, og jeg havde ikke holdt en uge derinde hverken som ansat eller indsat. Det er virkelig et sted med mange følelser og stemninger. At få berøvet sin frihed og låse voksne mennesker inde og begreber som skyld og forbrydelser – det er voldsomme temaer at forholde sig til, siger skuespilleren, der især husker en speciel episode fra det fynske fængsel. - Som Kate skulle jeg på udgang, og da jeg går ud af døren, vender jeg mig om og kigger nærmest direkte ind i øjnene på to fanger, der var på gårdtur. Det virkede fuldstændigt absurd, at jeg gik og legede, at jeg skulle på udgang. Der stødte fiktion og virkelighed sammen, og det var en ubehagelig oplevelse, siger Trine Dyrholm. Når dagens arbejde var slut, gik turen tilbage til hotellet i Kerteminde, hvor den stod på afslapning og fælles hygge. - Om aftenen kom der gang i kvindekortklubben, som Nikolaj Kopernikus fik forvildet sig ind i på et tidspunkt. Jeg holdt også nogle fester på mit værelse, som dog ikke varede så længe, fordi vi var fuldstændig bombede og skulle tidligt op dagen efter. Men det vigtigste var også, at vi fik spist noget mad sammen og fik grinet og råbt lidt, så vi kunne få rystet den tunge stemning af os, siger Trine Dyrholm, der i de senere år er begyndt at holde mere fri mellem de forskellige job. Derfor tog hun blandt andet på en to ugers ferie til Thailand sammen med en veninde efter arbejdet med Forbrydelser og en musikforestilling på Østre Gasværk Teater. - Der er nogle roller, som er så krævende, at batterierne er helt flade bagefter. Så jeg er blevet mere opmærksom på at se det som en sportspræstation, hvor man har brugt en masse kræfter på kort tid og skal have ny energi til at foretage endnu en spurt, siger Trine Dyrholm, som i øjeblikket øver på forestillingen Sommergæster på Betty Nansen Teatret, der får premiere 6. marts. Selvkritisk Forbrydelser er allerede udtaget til hovedkonkurrencen ved filmfestivalen i Berlin i næste måned, og herhjemme har de fleste anmeldere været fremme med de helt store gloser og givet filmen fem eller seks stjerner. Siden premieren i slutningen af januar har den solgt knap 40.000 billetter. Dermed har Forbrydelser allerede solgt otte gange så mange billetter som Trine Dyrholms forrige film, Tvilling, der hurtigt blev pillet af plakaten. Mens Tvilling faldt i god jord hos anmelderne, blev den eksperimenterende roadmovie P.O.V. - Point of View fra 2001 sablet ned. Selv er Trine Dyrholm glad for begge film, og efter mere end 13 år i filmbranchen har hun efterhånden fået et afslappet forhold til anmeldelser. - Jeg synes da, at det er spændende at se, hvad de skriver. Men jeg bliver ikke længere påvirket i min grundvold af hverken ros eller ris. Jeg har prøvet at få gigahug, og når man ligesom har mistet sin mødom på den måde, kan man ikke rigtigt hidse sig op over det mere, siger hun. Det er overvejende hendes selvkritik, der betyder noget for hende. Og den kan være hård. - Det er sjældent, at jeg tænker, at det var kraftedeme godt. Jeg kan altid finde noget, som jeg ikke er tilfreds med. Men jeg har efterhånden affundet mig med, at det er sådan, så det ikke bliver så slå-mig-selv-oven-i-hovedet-agtigt, siger Trine Dyrholm. Som single uden børn har hun det godt med sin tilværelse som skuespiller på freelancebasis, selv om usikkerheden af og til sniger sig ind. - Nogle gange er jeg ved at dø af skræk over at være freelancer og laver kæmpe-scener derhjemme over, at ingen ringer. Det er dybt forkælet og selvoptaget, men jeg har også en angst for ikke at høre til nogle steder, siger hun. Trine Dyrholm er dog ikke et øjeblik i tvivl om, at hun har noget at byde på. - I gamle dage kunne jeg godt stille spørgsmålstegn ved, om jeg overhovedet havde ret til at stille mig op på en scene. Det har jeg fundet ud af, at jeg har. Jeg har lavet så mange ting nu, at jeg godt ved, at jeg har et talent og en erfaring og et håndværk. Så jeg kan ikke gå i fosterstilling længere, men jeg er stadig usikker og tvivler hver eneste gang på, om det er godt nok. Fakta om Trine Dyrholm: Født den 15. april 1972 i Odense. Otte år gammel sang hun solopartiet, da 280 børn fra kor på hele Fyn gav koncert sammen med Odense Symfoniorkester. Som 10-årig blev hun tilknyttet H.C. Andersen Spillene i Den Fynske Landsby, og de følgende to år havde hun børneroller på Odense Teater. 12 år gammel fik hun job som børnereporter på Radio Fyn og begyndte samtidig at synge i et børnerockband. Som 14-årig blev hun landskendt med sangen Danse i måneskin ved Dansk Melodi Grand Prix, hvor hun blev nummer tre. Efter at have medvirket i Hosekræmmeren på DR, fik hun i 1990 sin filmdebut med en hovedrolle i Springflod. Rollen indbragte hende en Bodil. 19 år gammel kom hun ind på Statens Teaterskole i første forsøg. I 1995 var hun som 23-årig færdiguddannet. Siden da er det blevet til en lang række større og mindre roller på både film, tv og teater. I 2002 modtog hun en Reumert-pris for årets kvindelige hovedrolle i monologen 4:48 Psykose på Edison Teatret i København. Har netop modtaget stor ros for sin hovedrolle i Anette K. Olesens dogmefilm Forbrydelser, der er udtaget til filmfestivalen i Berlin i næste måned.