EMNER

- Det skal være let at handle elektronisk

Nyt program til e-handel har skabt ny virksomhed i Brønderslev

Robert Olesen har brugt et par år til at udvikle systemet. Foto: Kurt Bering

Robert Olesen har brugt et par år til at udvikle systemet. Foto: Kurt Bering

BRØNDERSLEV:For mange virksomheder er det både dyrt og besværligt at handle elektronisk med sine kunder og leverandører. Men sådan behøver det ikke være.

Det er ideen bag den nystartede virksomhed B2B Backbone Aps i Brønderslev, som iværksætteren Robert Olesen står bag.

Han har udviklet en ny online e-handelsservice til små og mellemstore virksomheder. Den har vist sig så brugbar, at virksomheden allerede har en del kunder og regner med at nå op på 1.000 inden for overskuelig fremtid.

- Når virksomhederne finder ud af, at de kan spare ressourcer, håber vi, at den nye service vil slå igennem.

Robert Olesen har siden han i 2010 trak sig fra Systemgruppen i Brønderslev - som han havde været med til at etablere 10 år forinden - koncentreret sig om at skabe det ny produkt.

- Når det offentlige eller virksomheder som f.eks. Coop og Dansk Supermarked meddeler små og mellemstore virksomheder, at de kun kan fortsætte som leverandører, hvis de kan udveksle ordrer og fakturaer elektronisk, får mange sved på panden.

- De fleste af de løsninger, der findes i dag til elektronisk samhandel, kræver nemlig, at virksomhederne først opgraderer til de nyeste udgaver af deres økonomisystem og tilkøber specialmoduler, og det kan være en dyr affære. Oveni kommer så tit meget dyre abonnementer til andre e-handelsløsninger.

Pris pr. betaling

Med den ny online e-handelsservice fra B2B Backbone behøver virksomheder i mange tilfælde ikke at ændre eller købe nyt for at blive digitaliserede.

- De skal blot downloade servicen og installere den på deres pc eller server, og så kan de sende og modtage ordrer, indkøb og fakturaer elektronisk. Selve programmet koster ikke noget, og virksomheden betaler nogle få kroner for hver transaktion.

Konceptet er udviklet i tæt samarbejde med en række nordjyske virksomheder, herunder 3N Lakering i Thisted, Fur Bryghus og Brønderslev Elektro.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.