Det skal være nemmere at spotte de miljøvenlige varer

EU-Kommissionen vil gøre det lettere for forbrugere og virksomheder at finde de mest miljøvenlige produkter.

Det skal være nemmere at spotte de miljøvenlige varer

Når du står i det lokale supermarked og overvejer, hvad du skal putte i indkøbskurven, kan det være svært at finde rundt i de forskellige certificeringer og finde den mest miljøvenlige vare.

Derfor foreslår EU-Kommissionen nu fælles metoder, der skal hjælpe forbrugere og virksomheder med at finde rundt i junglen af miljøvenlige produkter. Det siger EU's miljøkommissær ved kommissionens daglige pressemøde tirsdag.

- Der er bogstavelig talt flere hundrede måder at overbevise os om, at produkter er miljøvenlige. Det er noget, vi er nødt til at få styr på.

- Vi har brug for specifikke regler, der er simple og nemmere at indføre for små- og mellemstore virksomheder, siger miljøkommissær Janez Potočnik.

Ifølge en Eurobarometer-undersøgelse er 48 procent af de europæiske forbrugere forvirrede over den miljøinformation, som de modtager.

Konkret indeholder forslaget to metoder til at måle miljøvenlighed gennem et produkts eller en organisations miljøaftryk.

Virksomheder og interessentorganisationer opfordres til at deltage i udviklingen af specifikke regler for forskellige produktgrupper og sektorer.

Foreløbig gennem en treårig prøveperiode, hvor der skal udarbejdes produkt- og sektorspecifikke regler.

Det skal munde ud i principper for, hvordan produkterne bedre kan sammenlignes og skilte med pålideligheden og miljøvenligheden af produktet.

- Det vil gøre det nemmere for forbrugerne og virksomheder og betyde flere grønne produkter. Desuden vil det reducere omkostningerne for virksomheder, siger Janez Potočnik.

Det bliver frivilligt for EU's medlemsstater og virksomheder at gøre brug af metoderne.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.