Aabybro

Nu kan du igen komme på glatis i Blokhus

5
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Karl Korfits (tv) og Martin Hjelm Pedersen ved skøjtebanen på Torvet i Blokhus. Foto: Bitten Holmsgaard Bitten Holmsgaard

Snør bare skøjterne, og prøv at holde balancen, mens lyset blinker i forskellige farver og musikken spiller. Nu indbyder skøjtebanen på Torvet i Blokhus nemlig igen til sjov, fart og kunstneriske piruetter. I år er det for første gang Spar i Blokhus, der står for banen.

- Det er en 14 dage siden, vi startede med at få tingene bragt hertil. Og selve opbygningen tog en uges tid, 14 dage med god hjælp fra de frivillige. Kæmpe, kæmpe tak til dem, siger Martin Hjelm Pedersen, der er købmand i Spar.

Lørdag formiddag suser blæsten over Torvet, mens Martin Hjelm Pedersen og tre medhjælpere lægger sidste hånd på de to boder, hvorfra skøjtetiderne kan bookes, og skøjterne bliver udleveret.

- Selvfølgelig har der været lidt generelle opstarts-udfordringer. Men alt i alt har vi fået sat en rigtig fin bane op. Vi har haft en udfordring med den ene kompressor herovre, som stod af. Og har været noget presset det sidste døgns tid med at holde køl på banen. Vi har vandet mange gange her det sidste døgns tid og har fået bygget en o.k. is op, fortæller Martin Hjelm Pedersen.

Han og hans far har hele døgnet inden åbningen vandet skøjtebanen hver anden time. Også i løbet af natten.

Vellykket sæson

Sidste vinter var der i den grad gang i skøjterne i Blokhus.

- Sæsonen var meget vellykket, og der var ualmindelig stor søgning dertil sidste år. Det var jo fordi, vi her i Blokhus var så kække, at vi fik etableret skøjtebane på trods af corona-restriktioner, og vi kunne overholde alle de ting, der skulle overholdes. Men på trods af det, så var vi den eneste skøjtebane nord for en linje fra Aarhus tværs over Jylland, så vi havde rigtig gode vilkår sidste år. Det var en af forklaringerne på succesen. Den anden succes-forklaring er jo, at det altid er hyggeligt at komme til Blokhus, uanset om der er skøjtebane eller ej. Når der så er en skøjtebane, så går det jo helt bersærk. Så kommer folk jo. Det var nok hemmeligheden bag, at sidste år den var så vellykket, fortæller Karl Korfits, som både er frivillig og bestyrelsesmedlem i Blokhus Fonden, der står bag skøjtebanen.

Mennesker på isen

Nu ser Martin Hjelm Pedersen frem til at komme i gang med endnu en skøjtesæson:

- Der har været rigtig meget praktisk nu og i opsætningen, og nu trænger vi til at få noget drift i og få nogle mennesker på isen og få testet systemet af med vores boder også, ikke mindst. Og den daglige pleje af isen også. Ja, vi trænger til at komme i gang.

Købmanden anbefaler, at skøjteglade på forhånd booker tid på skøjtebanens hjemmeside. Men det er også muligt at betale i hans bod på Torvet. Det koster 50 kroner for en time, og så er lån af skøjter inkluderet. Banen er åben fra klokken 14 til 20 på hverdage og fra 10 til 20 i weekenderne.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.