Detailhandel

Det skjulte spil om Metropolen

Hvem skal ind og hvem bliver, hvor de er - kortene holdes tæt ind til kroppen

HJØRRING:På overfladen sker der absolut intet i sagen om det kommende butikscenter i Hjørrings midte - Metropol Hjørring City Center, som det er navngivet af entreprenørfirmaet Enggaard, der står bag centret. Den store grund ligger stadig ubebygget hen, mens forårsukrudtet er i færd med at varme op til endnu en sæson i ophøjet ubemærkethed og naboen Bisca venter på sidste produktionsdag og på at sige farvel til medarbejderne. Herefter er det planen, at fabriksbygningen skal rives ned, hvorefter byggeriet af butikscentret med tilhørende bibliotek kan begynde. Til efteråret, siger planen, som stadig forventes at holde. Men - for et sådan findes i historien, der efterhånden har spøgt i Hjørring i små 10 år - hvilke butikker er det, der skal flytte ind i centret, hvad koster det at bo til leje, hvor mange helt nye butikker kommer der til byen - og hvor stor en procentdel af butiksarealet skal egentlig være udlejet, før byggeriet tager sin begyndelse. Alt i alt en stribe spørgsmål, der ikke umiddelbart findes svar på - i hvert fald ikke i offentligt regi. Maskespil Kortene holdes nemlig særdeles tæt ind til kroppen hos både detailhandelen i Hjørring og hos Braaten+Pedersen, som står for udlejningen. - Næsten alle butiksindehaverne i Strømgade er på tæerne i øjeblikket, men ingen melder klart ud om de vil ind i centret, siger formanden for Hjørring Handelsstandsforening, Tom Barnbæk, som heller ikke vil ud melde klart ud. Problematikken er klar nok - kommer der et center i den ene ende af Østergade, hvad sker der så med kunderne. Spreder de sig, eller flyttes fokus fra Springvandspladsen og Strømgade til det nye center. - Det er det helt store spørgsmål - nemlig trafik- og kundemønsteret i Hjørring efter et eller to nye butikscentre. Det er i korthed det, som rigtig mange tænker nøje over i øjeblikket, siger han. Et andet spørgsmål handler om den planlagte omdannelse af Østergade til gågade. - Det vil ændre kundernes handelsmønster, og det er en faktor, der vurderes. Der snakkes også om et Kvickly i det nye center - betyder det så, at COOP Danmark vil lukke SuperBrugsen på Sct. Olai Plads, spørger Tom Barnbæk lidt ud i det blå - velvidende, at svaret i hvert fald ikke kommer fra COOP Danmark lige nu. Pris til forhandling Den sidste faktor, som lukker munden effektivt på mange butiksindehavere omkring de grumsede udmeldinger på forhåndsinteressen, er prisen for at leje sig ind i Metropol Hjørring City Center. Her har Braaten+Pedersen meldt klart ud, at huslejen ikke bliver ens for alle - dels vil der blive differencieret på butiksstørrelser, således at de større butikker får en lidt reduceret kvadratmeter pris, ligesom sammensætningen af butikkerne betyder meget for centrets fremtid. Det betyder, at en butiksindehaver, som netop sælger de ting, som Braaten+Pedersen særdeles gerne vil have ind i centret, sandsynligvis vil kunne forhandle sig til en rabat. Og med det i baghovedet holder butiksindehaverne sig også tilbage - i bevidstheden om, at det næppe bliver nemmere at forhandle sin kvadratmeterpris, hvis man på forhånd har meldt klart ud, at man helt sikkert flytter sin butik til et nyt center. Rigtig godt for Hjørring Tilbage står den kendsgerning, at alle er enige om, at det er utrolig godt for Hjørrings fremtid, at der kommer et eller flere butikscentre til byen. Den holdning giver både detailhandelen og politikere entydigt udtryk for. Tilbage står spillet om hvem der melder først ud og sætter sig på de bedste pladser i centret, hvem får forhandlet sig til de bedste priser og hvem satser på sin butiks eksisterende beliggenhed. - Uanset hvad der sker, kommer de etablerede butikker til at oppe sig, når centrene åbner. Konkurrencen vil blive øget, men det behøver jo ikke være dårligt, siger Tom Barnbæk som er med i forreste række af spillet - både som butiksindehaver og som formand for handelsstandsforeningen.