Det søde liv

Hen over et bjerg af slik og chips taler tre drenge ud om deres søde laster.

Sæby 1. juli 2003 08:00

SÆBY: - Skal der slik eller chips i denne her? Casper Juul Jensen fægter med en plastikskål på størrelse med en suppeterrin. - Det bestemmer du selv, kommer det fra værten Thomas Hugger Hadziantoniou. Casper vælger chipsene. Et godt valg, for hvor kunne de mange friturestegte kartofler ellers være? Poserne åbnes, og ivrige hænder rager til sig. Lakrids, chips og vingummi i en skøn uredelighed hives indenbords. De tre venner, Casper Juul Jensen, Rolf Vidstid og Thomas Hugger Hadziantoniou er alle fra årgang 85. De tre EUC Nord-elever har købt for 100 kroner slik hver - eller cirka dobbelt så meget som de normalt køber for i løbet af en uge. Mængden på bordet er da også betragteligt større, end den plejer at være, når de tre drenge mødes for at se film. Men det er drengene ikke kede af. Tværtimod. Smilene breder sig i takt med, at mundene bliver fyldt, og smilene stivner ikke, da snakken falder på sundheden. - Jeg tænker kun på, hvad der er i, når jeg stiller mig op på vægten, siger Thomas, der dog læser varedeklarationerne en gang imellem. - Men det er kun fordi, jeg er interesseret i kemi, griner han. Heller ikke Rolf bekymrer sig synderligt om sundheden. - Det er mere et spørgsmål om, hvad man har lyst til, konstaterer han. De tre knægte har da heller ingen grund til at bekymre sig om vægten. Alligevel fortæller Casper, at han er begyndt at træne. - Jeg mangler stadig ti kilo i at nå min idealvægt. - Men det skal jo helst være ti rigtigt placerede kilo, afbryder Thomas med slet skjult adresse til Caspers slikbugnende hånd. Generelt er det ikke idræt, de tre venner bruger tiden på. - Det meste motion, vi får, er, når vi går ned i kemilokalet – eller på toilettet, siger Thomas med et grin. Og selv om Rolf faktisk savner gymnastik, har drengene ikke andet end latter til overs for forslaget om motionsplaner i skolen. - Motionsplan! På teknisk skole – Good luck!, griner drengene. Slik i skolen Tiden går mest med computere, både hjemme og i skolen. Og det er faktisk også i skolen, at drengene ofte køber slik. Casper fortæller, at han tit køber chips i opstillede automater. Det er også godt med en pose søde sager, hvis man har haft en hård dag, forklarer Rolf, der støttes af Thomas, der dog mere er til cola. Knægtene deler ikke fødevareminister Mariann Fischer Boels ønske om, at colaautomaterne skal ud af skolerne. - Det skal hun ikke blande sig i, kommer det højt og prompte fra Casper. De tre drenge mener dog, at der er for lidt sund mad i kantinen, og at det er for dyrt. - I vores kantine er pommesfritterne det billigste, og alt det sunde mad er dyrt, siger Rolf, og Thomas er ikke sen til at supplere. - Cacaomælken koster det samme som mælken, så det er klart, hvad man vælger, lyder det fra ham. Alle tre drenge ville hilse billig, sund mad velkommen som et godt alternativ. Det er nu ikke alle, der bruger mange penge på slik og chips. - For mit vedkommende har jeg to grupper venner: Der er nørderne, som sidder foran computerne, og som bruger mange penge på slik og chips. Og så er der festaberne, der mere bruger pengene på alkohol, siger Thomas, og konstaterer med et smil, at han nok falder inden for nørdgruppen. Slikspiser eller ej. Drengene må opgive slikgildet, men de har ydet en solid præstation. To tredjedele af slik- og chipsbjerget er væk.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...