Det spørger de om

Videregående uddannelser 6. marts 2007 05:00

?Kan jeg komme ind på seminariet? Jeg tager tre hf-enkeltfag på VUC og vil søge ind på pædagogseminariet i kvote 2 i år. Men jeg har hørt, at man nu skal have flere hf-fag for at komme ind, er det rigtigt? Svar: Du opfylder adgangskravet til pædagoguddannelsen i år, hvis du har dansk på A-niveau og et andet fag på B-niveau samt to års erhvervserfaring. Men fra optagelsen næste år skal du have fire gymnasiale fag: dansk på A-niveau, engelsk på B-niveau, samfundsfag på C-niveau samt ét valgfrit fag på C-niveau. Til gengæld er der ikke krav om erhvervserfaring. ?Bliver jeg snydt med de nye karakterer? Jeg går i 3.g og får jo karakterer efter den gamle 13-skala. Jeg regner med at få cirka 9 i snit ved eksamen. Jeg har hørt, at eksamensgennemsnittet skal regnes om til den nye skala. Men 9 efter den gamle skala svarer jo til 7 efter den nye – og 8 efter den gamle skala er jo også 7 efter den nye. Det er da surt, at jeg har knoklet for at få gode karakterer, og så får jeg bare det samme som alle dem, der kun har fået middelkarakter! Svar: Sådan foregår det ikke, og du bliver ikke snydt. Optagelsen til de videregående uddannelser foregår fra sommeren 2007 efter den nye karakterskala, 7-trinsskalaen. Så det gælder for dig og alle andre, der har en eksamen med karakterer efter 13-skalaen, at jeres gennemsnit skal omsættes til den nye skala. Og det sker efter en særlig omsætningstabel – ikke efter tabellen, der gælder for enkeltkarakterer. Omsætningstabellen oversætter ethvert gennemsnit på 13-skalaen til et gennemsnit på 7-trinsskalaen, og den tager højde for, at der er forskel på 8 og 9 i 13-skalaen. Et snit på 8,0 efter 13-skalaen omsættes således til et snit på 6,0 på 7-trinsskalaen, mens et snit på 9,0 omsættes til 8,2. Omsætningstabellen er lavet af Undervisningsministeriet og bygger på beregninger, der bl.a. tager højde for fordelingen af gennemsnit ved alle studentereksaminer de seneste år. Du kan finde omsætningstabellen på www.ug.dk (skriv omsætning i søgefeltet).

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...