Det står skrevet i dit ansigt

Facebook-bølgen og indvandrere med burkaer har gjort vore ansigter til en væsentlig del af samfundsdebatten. I 1800-tallet mente man, at man kunne kende forbryderen på bestemte ansigtstræk. Nu forskes der igen i, om et ansigt kan røbe personligh

En flad næse var tæt på at blive katastrofal for selveste Charles Darwin en del år, inden han afslørede sin evolutionsteori. Kaptajnen på skibet HMS Beagle, Robert Fitzroys, skulle bruge en ung, energisk mand på den fem år lange rejse. Men Fitzroy var stor tilhænger af idéen om, at man kunne bedømme et menneskes karakter ud fra dets fysiske fremtoning, og han havde bestemt sig for, at ingen mand med Darwins form for næse kunne besidde nævneværdig energi. Heldigvis kompenserede resten af Darwins ansigt for snuden. Hans øjenbryn reddede ham, har Fitzroys datter siden fortalt. Troen på, at man kan bestemme et menneskes egenskaber og personlighed ud fra ydre fremtoning, kaldes physiognomy og har været kendt siden oldtidens græske filosoffer. Videnskaben fik sin første store opblomstring i Darwins tid. I slutningen af 1870 konstruerede Sir Francis Galton prototypen på et forbryderansigt gennem forskellige fotos af mænd, der alle var blevet dømt for alvorlige forbrydelser. Og først da det lignende fænomen frenologi – en påstået forbindelse mellem kraniets ydre form og sjælelige egenskaber – kom i miskredit i 1900-tallet, blev physiognomy afskrevet som pseudovidenskab. Nu er det tilbage. Men med et vist forbehold. Ud fra tesen om, at vi kommunikerer mere, end vi siger, forskes der overalt i verden i sammenhængen mellem personlighed og ansigtstræk. Og velansete psykologer trodser således det gamle råd om ikke at skue hunden på hårene. Med ganske god grund, for vi ved med sikkerhed, at vi alle er fordomsfulde. Psykologiske undersøgelser publiceret i Psychological Science viser, at vi på en tiendedel af et sekund bedømmer, om det menneske, vi møder, er omsorgsfuldt, troværdigt, udadvendt og så videre. Vi har utroligt svært ved at lave vores første bedømmelse om. Og vi tager ofte store beslutninger ud fra den. Dommene Det mener professor i psykologi på University of Hertfordshire Richard Wiseman, der i samarbejde med Rob Jenkins fra University of Glasgow stod bag et eksperiment sidste år i New Scientist, som til en vis grad viste, at man kunne lure personlighedstræk som stærk religiøsitet og stærk troværdighed. Og selv om forsøget ikke var videnskabeligt korrekt, påpeger Wiseman, at det bygger videre på kendt viden: Det har vist sig, at politikere med kompetente ansigter har større chancer for at blive valgt, og at virksomhedsledere med dominerende ansigter har større sandsynlighed for at drive et profitabelt firma. Mænd med babyagtige eller medlidende ansigter er overrepræsenterede i omsorgsindustrien. De har sværere ved at klare sig som soldater, mens deres mere dominerende kammerater lettere bliver forfremmet. Når de medlidende eller babyagtige ansigter dukker op i retssalene, har de større sandsynlighed for at blive frifundet for en forbrydelse end deres mere dominerende modsætninger. Til gengæld er de i større fare for at blive dømt for forsømmelse. Men de, der for alvor klarer sig godt, er - måske ikke så overraskende - de smukke. De bliver nemlig ikke bare opfattet som flotte medborgere, men også som de mest udadvendte, sociale, stærke, seksuelt interesserede, intelligente og sunde. Det interessante er så, om der er noget substans i de hurtige domme. Er mennesker med ungdommelige ansigter mere naive end andre, og vælger vi de mest kompetente ledere eller bare dem, der ligner? Der er lavet flere forsøg i den retning. Et af de første er fra 1966, hvor psykologer på University of Michigan bad 84 studerende, som aldrig havde mødt hinanden, om at beskrive hinanden på fem forskellige personlighedstræk. De fik 15 minutter i stilhed med hinanden, og i tre af de fem tilfælde – åbenhed, samvittighedsfuldhed og udadvendthed – matchede de reelle personligheder med dem, de iagttagende forsøgspersoner beskrev ud fra det umiddelbare førstehåndsindtryk. Forsøget er siden blevet efterprøvet af psykolog Anthony Little fra University of Stirling og psykolog David Perrett fra University of St. Andrews i Storbritannien, som konkluderede, at der - i hvert fald på personlighedstræk som samvittighedsfuldhed og åbenhed - var en sammenhæng mellem ansigter og egenskaber. De to forskere understreger dog, at det kun er på de mest ekstreme personlighedstræk, man kan konkludere noget som helst, og at man på ingen måde skal vide sig sikker på, at bankmænd, ejendomsmæglere, brugtvognsforhandlere … eller journalister er troværdige, bare fordi de ser sådan ud. - At dømme personlighed ud fra ansigter er ikke særligt præcist og kun en anelse bedre end et tilfældigt gæt. Så det er vigtigt at sige, at vi ikke bare kan stole på vores første indtryk, siger Little. - Men nylig forskning har antydet, at vi i nogle tilfælde kan skue hunden på hårene, så vi skal ikke bare ignorere vores første indtryk. Men vi skal være parate til at revidere det. Nogle forskere plæderer for, at vores store fokus på førstehåndsindtryk har tilknytning til evolutionsteorien, og at vore meget konsistente bedømmelser af andre mennesker tyder på, at vi er blevet belønnet for at registrere små signaler hurtigt. Men Little påpeger, at der blot kan være tale om ganske almindelig følelsesmæssig lækage hos ansigtets ejermand, der er nem at spotte. - Hvis du generelt er en social person, har du også mere naturligt et smil på læben, og en vred person vil måske udvikle et subtilt vredt udtryk. Du kommer nemt til at se ud som dine mest benyttede udtryk, og for eksempel vil du udvikle smilerynker, hvis du er glad, og sure ansigtsfurer, hvis du er sur. En undersøgelse af ishockeyspillere fra slutningen af 2008 kan have sammenhæng med begge dele. Justin Carré og Cheryl McCormick fra Brock University i Ontario, Canada, sammenlignede spillernes ansigtstræk med antallet af udvisningsminutter. Opdagelsen var, at spillere, som havde usædvanligt stor afstand mellem kindbenene i forhold til afstanden mellem øjenbryn og overlæbe, fik signifikant mere tid i straffeboksen end alle andre for forseelser som slashing, elbowing, checking from behind og fighting. De fandt også ud af, at mænd med den type brede ansigter havde et højere niveau af det mandlige kønshormon testosteron end andre, og at meget tyder på, at vi automatisk bedømmer sådanne ansigter som mere aggressive end andre. Det er almindeligt kendt, at et højt testosteronniveau kan gøre mænd mere aggressive, men det viste sig altså, at det kan komme til udtryk i bredere ansigter. Selvfølgelig kan evolutionen også bare have spillet dommerne til ishockeykampene et puds. Og det fører flere forskere frem mod idéen om, at vi generelt set overgeneraliserer i vores første indtryk af andre mennesker. Generalisering Leslie Zebrowitz, som er psykolog på Brandeis University i Waltham, Massachusetts, sammenligner tendensen med de farverige pletter på blandt andet sommerfugle og fisk, som skal skræmme rovdyr væk ved at imitere fare. Hun mener, vi har en tendens til at opfatte alle grimme ansigter som uattraktive, fordi vi mener, at de lider af sygdomme eller dårlige gener, og hun er overbevist om, at vi tillægger mennesker, som ligner nogen, vi kender, mange af de samme egenskaber som dem, de ligner. Flere forskere er enige. Heriblandt Alex Todorov fra Princeton, der selv har påvist, at vi overgeneraliserer, når vi møder andre. Men der kan stadig være en kerne af sandhed i vores hurtige bedømmelser, mener han. - Det er ikke sådan, at idéen om overgeneralisering og idéen om en kerne af sandhed udelukker hinanden, siger han. Spørgsmålet er så bare, hvor sammenhængen mellem ansigtstræk og personlighed kommer fra. Flere mener, at det grundlæggende handler om selvopfyldende profetier. At fordommene ganske enkelt går i opfyldelse med tiden, fordi man er blevet behandlet på en bestemt måde. Vore forventninger til andre kan således få os til at påvirke andre til at opføre sig på en måde, der bekræfter vores forventninger. - Børn med maskuline ansigter vokser op og bliver voksne med maskuline ansigter, siger psykologen David Perrett fra University of St. Andrews. - Forældreadfærd og sociale reaktioner på ansigtstræk hjælper med til at forme adfærd og personlighed. Essensen er, at mennesker bliver som den person, der er forventet af deres physiognomy. Det er blevet hævdet, at mennesker med babyagtige ansigter fremprovokerer en opdragende effekt, og et studie af Zebrowitz har vist, at drenge med babyagtige ansigter stimulerer et center i hjernen, hvor evnen til at føle omsorg ligger. Men flere studier påpeger, at det også kan ende i den modsatte grøft. Selv om mænd med babyagtige ansigter i gennemsnit er bedre uddannet og selvsikre, har Zebrowitz fundet ud af, at de også er i risiko for at blive konfliktsøgende og fjendtlige. Hun mener, at mænd med den type ansigter ender med at overkompensere, og hun betegner det som selvovervindende profetier. Om Darwin i sin tid overkompenserede, eller om vi i virkeligheden kan takke hans øjenbryn for evolutionsteorien, er svært at sige noget om. Men han mente tilsyneladende, at det hele forholdt sig modsat: At det er vores personlighed, der forandrer vores ansigt, og at vi altså får det ansigt, vi fortjener. Han sagde blandt andet: ”Forskellige personer vælger at bruge forskellige ansigtsmuskler ofte, alt afhængigt af hvad de skal. Udviklingen af disse muskler bliver måske øget på den måde; og furerne i ansigtet bliver måske – i forhold til deres normale sammentrækning – gengivet tydeligere.” Og så er der blot tilbage at nævne, at et studie for et par årtier siden rent faktisk afslørede, at gamle, sure mennesker havde en tendens til at se sure ud, selv når de blev bedt om at lave et neutralt udtryk i ansigtet. Et liv med vrede sætter sine mærker. Så derfor: Hyld evolutionen, næste gang du kigger dig i spejlet. SMIL!