Film

Det stærke felt

I alt er der 20 film med i hovedkonkurrencen i år og her er listen – med deres udsendtes stikord: Pedro Almodóvar, Broken Embraces – har været tæt på med ”Alt om min mor”, og ”Volver” men har endnu ikke vundet Den gyldne palme. Andrea Arnold, Fish Tank – hun imponerede tidligere i Cannes med sin debutfilm “Red Road”, som Anders Thomas Jensen havde opfundet karaktererne til. Jacques Audiard, Un prophète – “Blodrøde læber” og “Det slag mit hjerte sprang over” har været vist i de danske biografer. Marco Bellocchio, Vincere – italiensk instruktør af de mere standhaftige og anonyme som fylder 70 år senere i år. Jane Campion, Bright Star – vandt Den gyldne palme med “The Piano” og har siden haft svært ved at se sine film vist i de danske biografer. Isabel Coixet, Map of Sounds Tokyo – “My Life Without Me” og “The Secret Life of Words” borger for endnu en interessant artfilm. Xavier Giannoli, A l’origine – fransk instruktør med speciale i bittersøde komedier. Michael Haneke, The White Ribbon – gammel kending i Cannes, hvor især “Pianisten” vakte furore og “Skjult” burde havde vundet hovedprisen i 2005. Ang Lee, Taking Woodstock, “The Ice Storm” og “Brokeback Mountain” retfærdiggør navnet “Mr. Perfect”, hvis det da ikke lige var for “The Hulk”. Ken Loach, Looking For Eric – vandt Den gyldne palme i 2006 med ”Vinden der ryster kornet”. Har gennem tiden vundet de fleste hjerter. Lou Ye, Spring Fever – kinesisk instruktør der før har haft sine film vist i Cannes. Brillante Mendoza, Kinatay – hurtig Fillipinsk instruktør, der imponerede med beretningen fra Manillas pornobiografer sidste år i Cannes med “Serbis”. Gaspar Noe, Enter the Void – har gjort sig mest bemærket med “Irréversible” der blev fortalt baglæns og som provokerede forlæns. Park Chan-Wook, Thirst – chokerede alt og alle med “Oldboy” tilbage i 2003 og var tæt på at vinde Den gyldne palme. Alain Resnais, Les herbes folles – den gamle franske instructor bliver 87 år senere i år og laver stadig en film om året. Elia Suleiman, The Time That Remains – gav grin på tværs af kulturkløfter med “Divine Intervention” for nogle år siden. Quentin Tarantino, Inglorious Basterds – amerikansk films nye bølge i én mand forsøger sig med en remake af en italiensk krigsfilm fra 70’erne. Johnnie To, Vengeance – gangsterfilm fra Hong Kong går aldrig af mode. Nu med den franske ”Elvis” ved navn Johnny Hallyday. Tsai Ming-Liang, Face – tidligere vinder i Berlin. Lars von Trier, Antichrist – dansk films krøllede væddeløbshest, der nu forsøger sig med en gyserfilm.