Det store gennembrud for papvinen

Frankrigs problemer bliver endnu større i 2005

2004 blev året, hvor vin i papkartoner fik sit store gennembrud. Det havde været på vej et stykke tid, men i 2004 blev det anerkendt, at vin ikke behøver at komme ud af en flaske for at smage godt. Den særlige pakning, hvor vinen ligger i en tynd alufoliepose inden i papkarton, kaldes bag-in-box. Det er den, som har skabt de tekniske muligheder. Den er robust, vinen kan tappes, uden at det resterende indhold i posen kommer i kontakt med luftens ilt, og den er let at håndtere. Heldigvis gik der lidt mode i at levere acceptabel kvalitet i den type pakninger. Anderledes har der været med den vin, som leveres i samme kantontype som mælk. Det meste har med fordel kunnet forbigås i tavshed. I Dansk Supermarkeds forretninger har man bemærket, at bag-in-box-vin foreløbig hører sommeren til, fortæller Henning Dahlgaard. Han har ingen dokumenteret forklaring på, at det er sådan, men tilsyneladende er der en forbindelse mellem ferien og emballagen. Måske er der en mere afslappet holdning til vinen, når man holder fri. Han er sikker på, at brugen af kartonvin vil udvikle sig. Dansk Supermarked vil i alle tilfælde arbejde en del med den emballage i det kommende år. Det bliver koncernen ikke ene om. Mange andre er med. Blandt dem er AMKA i Randers, som leverer til bl.a. COOP Danmark og flere andre store butikskæder. Direktør Karsten Søndergaard tror, at der vil ske en fordobling af salget i 2005, så omkring 15 procent at forbruget vil være flyttet til bag-in-box. Ved indgangen til 2004 var kun et par procent af den mængde vin, vi drikker i Danmark, i pap og pose, så der er tale om en voldsom udvikling. Man skal kunne sælge tre liter for 99,95 kr., lyder det samstemmende fra dem begge. Det er den magiske grænse for det, forbrugerne er villige til at betale. De tre liter svarer til indholdet i fire flasker. Kvalitetsniveauer skal ligge sådan, at prisen er den samme som for tre flasker, så den økonomiske gevinst svarer til en gratis flaske oven i de tre, man har betalt for. Begge konstaterer, at der vil komme mange flere vine på karton i 2005 også fra kendte og etablerede mærker. Oversøisk dominans Henrik Dahlgaard og Karsten Søndergaard er også enige om, at den oversøiske vin fortsat vil dominere. Der er ingen tegn på, at man i Frankrig har erkendt, at produktionen er ude at trit med forbrugernes ønsker, specielt i Bordeaux. I Dansk Supermarked har man ganske vist haft en positiv effekt af kampagne med grand cru-vine til under 100 kr., og det er muligt at sælge gode cru bourgeois til 60-70 kr., så 2004 sluttede med en lille fremgang på Bordeaux. Men en tilbagevenden til tidligere tiders storhed for det franske distrikt er der ikke tale om. Hos AMKA ser Karsten Søndergaard endnu dårligere udsigter for franskmændene. Han mener, at de skal endnu længere ned, før de indser, at verden har ændret sig. Herefter bliver det et sejt og meget langt træk for at komme tilbage. Begge er enige om, at kvaliteten generelt er for dårlig, så der skal nærmest ske en revolution, før vi vil se fremgang igen. De oversøiske vine vil komme til at fylde mere i billedet også i 2005. F.eks. vil den amerikanske dollars lave kurs over for Euro give gode muligheder for billige indkøb, og Argentina vil sammen med Chile gå endnu længere frem. Karsten Søndergaard regner også med gode spanske vine til en meget lav pris vil glæde mange forbrugere, ligesom han forventer et øget salg fra Italien. Da ingen tror, at vinforbruget vil stige mærkbart i 2005, skal der stjæles markedsandele for at øge salget. Det letteste sted at hente dem er fra den franske andel, som sidste år var på omkring en fjerdedel af forbruget. 2005 bliver ikke et sjovt år for fransk vin i Danmark.

Forsiden