Gymnasiale uddannelser

Det swinger på gymnasiet

I denne uge er JazzNord Ensemble på turné på de nordjyske gymnasier med projekt "Jazzmusikken - den kreative proces" og besøger Støvring, Hjørring og Dronninglund samt Aalborghus Gymnasium.

JazzNord Ensemble - fra venstre Jens Ulrich Madsen, Graig Earle, Salvador Olmos, Thomas Albæk Jakobsen og Peter Jensen.

JazzNord Ensemble - fra venstre Jens Ulrich Madsen, Graig Earle, Salvador Olmos, Thomas Albæk Jakobsen og Peter Jensen.

I projektet arbejder ensemblets musikere med gymnasieeleverne og lærer dem at improvisere, komponere og være kreative. Med andre ord arbejder gruppen med jazzens faste og flydende form - strukturen og den evigt foranderlige improvisation, hvilket ofte sker med udgangspunkt i elevernes egne projekter. Elever og lærerne på gymnasierne får også lejlighed til at høre gruppens egen originalmusik, der udelukkende komponeres af dens medlemmer. JazzNord Ensemble har siden 2008 samarbejdet med de fleste nordjyske gymnasier om formidlingen af jazz, komposition og improvisation. Ofte til stor glæde for både band, lærere og elever. Dette skyldes ikke mindst, at eleverne deltager aktivt i processen, og at de samtdig får mulighed for at komme tæt på, snakke med og høre professionelle musikere. "Jazzmusikken - den kreative proces" er støttet af Kulturaftale Nordjylland, Det Obelske Familiefond, Nationalbankens Jubilæumsfond af 1968 samt JazzDanmark.