Det tabte paradis

Den danske tropekoloni Dansk Vestindien blev solgt til USA i 1917. For 25 millioner dollar overtog amerikanerne øerne Sankt Thomas, Sankt Croix og Sankt John, og de skiftede navn til US Virgin Islands, Jomfruøerne. Men minderne fra den danske

II nat havde månen over Fort Christiansværn form som en hængekøje. Med sit svage lys kunne den lige netop trække konturerne op på det gamle danske fort fra 1749, der bærer Kong Frederik VI"s monogram. Så er der anderledes knald på solen her til morgen. Langsomt kommer den frem bag horisonten og bader Christiansted på Sankt Croix og dens fort i livgivende stråler. Dagen er ikke mange timer gammel, før termometret har nået normaltemperaturen på 28 grader celsius. Bølgerne kommer dovent rullende ind fra Det Caribiske Hav og brækker over med hvide skumtoppe imod koralrevet ud for Fort Christiansværn. I den kølende passatvind folder Stars and Stripes sig ud med alle 50 stjerner på rad og række – i takt med de svajende palmer. Som dansker er det en forunderlig oplevelse at besøge det tidligere Dansk Vestindien. For på en måde er det som at være i Danmark. Hjemligt og genkendeligt, selv om man dumper lige ned i en historisk tidslomme, der rækker fra midten af 1700-tallet og frem til den dag i 1917, hvor de tre øer Sankt Thomas, Sankt Croix og Sankt John, blev solgt til USA for 25 millioner dollar. På vandring i danmarkshistorien Jeg bor på Protestant Cay, en lillebitte ø et par minutters sejltid fra havnefronten i Christiansted på Sankt Croix. I den franske periode blev døde protestanter begravet på Protestant Cay, mens katolikker blev sted til hvile på Sankt Croix. Udsigten fra min altan øverst oppe på Hotel On The Cay er et kapitel for sig. Nærmest i fugleperspektiv og indrammet af toppene på de svajende palmer ligger Christiansted som et stykke levende danmarkshistorie. Til venstre Fort Christiansværn, der ligger godt beskyttet mod fjendtlige fartøjer af koralrevet ud for kysten, og hvis faretruende kanoner aldrig har været i kamp, men flittigt brugt som salutkanoner. Mere fredelige aktiviteter har udfoldet sig i toldbygningen og vejerboden, begge markante bygninger, der ligger tæt ved havnefronten. Et mørkt kapitel i den danske kolonihistorie udfoldede sig ved den imponerende bygning med tilhørende lukket gårdanlæg, hvor Dansk Vestindisk Guinesisk Compagni havde hovedkvarter fra 1749. I gården blev der holdt slaveauktion – og dermed liv i trekanthandelen mellem de tre kontinenter Europa, Afrika og Amerika. I 1848 erklærede generalguvernør Peter von Scholten på eget initiativ slaveriet for ophørt i Dansk Vestindien, men forinden havde danske skibe overført omkring 40.000 slaver fra Afrika til Amerika. Siden klokken syv har færgemanden sejlet med sin motorbåd i pendulfart mellem Protestant Cay og Sankt Croix. Med sin båd lægger han til ud for toldboden, og så inviterer byen på lystvandring i det tidlige morgenlys. Kirkegade, Kongens Tvær Gade og Compagniets Gade står der på de falmede gadeskilte. Andre steder er skiltene på både engelsk og dansk. Arkitekturen er tilpasset det tropiske klima med skyggefulde arkader i husenes fulde længde. I modsætning til andre byer på øerne, blev Christiansted skånet for store ødelæggende brande, takket være et bygningsdirektiv fra 1747, der krævede at husenes stueetage blev opført i sten. Murstenene kom fra Flensborg som ballast på slaveskibene. Generalguvernør Peter von Scholten er for længst rejst hjem, men det mondæne og statelige guvernementspalads fremstår i dag som en arkitektonisk perle. Sammen med de øvrige nævnte bygninger har paladset status som nationalpark, og det betyder bygninger, der både udvendig og indvendig er velholdte i en helt usædvanlig grad. På hans tidligere embedsbolig vejer nu tre flag side om side: Stars and Stripes, Dannebrog og flaget for US Virgin Islands, Jomfruøerne. På besøg hos de døde - Det her er en historisk dansk kirkegård, fortæller Leif Pedersen, der viser rundt blandt gravstederne på kirkegården i Christiansted. Her ligger de jordiske rester af udsendte embedsmænd og militære folk, der sluttede karrieren i den danske tropekoloni. Nogle efter mange års virke, mens andre bukkede under for tropesygdomme efter kun få uger i Dansk Vestindien. Mest imponerende er det sidste hvilested for Oberst P.C.B. von Boeck, der døde i 1876 og nu ligger godt beskyttet bag et kanonløb i hver af gravens hjørner. En bestemt gravsten rummer en gåde. Navnet på den afdøde er Sophia Bouch, født NETLOHCS. Altså SCHOLTEN stavet bagfra. Et uægte barn af Peter von Scholten eller hans broder Frederik von Scholten? Vandflyveren til Sankt Thomas venter, og det bliver kun til en hurtig tur ad de smalle veje på Sankt Croix, hvor bilerne kører i venstre side af vejen. Ud i landskabet, hvor de gamle sukkermøller står som kæmpe fingerbøl, hvor en bid af øen helt officielt på autokortet hedder Et stykke Land, og hvor de skoler endnu står, som Peter von Scholten lod bygge til slavernes børn. Får fat i et eksemplar af den lokale avis, der siden 1844 har båret det mundrette navn "St. Croix Avis". På gensyn Sankt Croix, du er også ganske tiltrækkende set fra luften, og om en halv time lander vi lige i hjertet af Sankt Thomas. Den røde løber venter i Charlotte Amalie Et par krydstogtskibe i gigantstørrelse ligger ved kaj i Charlotte Amalie på Sankt Thomas. Et endnu større ligger for anker på reden. Jomfruøerne er toldfrit område og hele Amerikas indkøbscenter, når det gælder smykker, fotoudstyr og elektronik i alle afskygninger for blot at nævne nogle af de mest eftertragtede varer. Forretningernes udbud er overdådige og strømmen af turister på krydstogt skyller gennem gaderne fra morgen til aften. Men tag ikke fejl. Midt i det vildt kommercielle hurlumhej kan det snildt lade sig gøre at finde kulturelle perler af en helt anden karat, end dem de byder på i smykkeforretningerne. En af dem er regeringsbygningen på Kongensgade med dansk skilderhus og kanoner i støbejern, som indrammer den røde løber, der permanent er rullet ud fra fortov til indgangsdør. På bygningens første sal blev overdragelsesdokumenterne ved salget i 1917 underskrevet, og spørger man pænt, er der også adgang for danske turister. Dog kun til et kik i underetagen, hvor blandt andet tavler med øens danske og amerikanske guvernører er ophængt. En seværdighed med indbygget motion er trappen med de 99 trin, som ved fintælling viser sig at have 103 trin. Den er resultatet af et godt gedigent skrivebordsarbejde, udført af datidens byplanfolk i København, der ikke tog smålige hensyn til bakket terræn med højdeforskelle. Nå, skibene kom jo med læssevis af gode mursten fra det dengang danske Flensborg som ballast, så byggematerialerne var lige ved hånden til en himmelstige en miniature. Den ender ved det gamle udsigtstårn Skytsborg fra 1679, hvorfra der blev holdt et vågent øje med sørøverne. Reddet af Rockefeller Sankt John er smuk, grøn og uspoleret med gyldent koralsand langs store dele af kysten. Så ved den paradisiske strand Trunk Bay finder vi snorkeludstyret frem og tager en tur over koralrevet i selskab med stimer af farvestrålende fisk og eksotiske planter. - Træd ikke på koralrevet, mister! Er du okay, mister, lyder det venligt fra den sorte livredder og parkbetjent. Liggende på et knaldgult surfbræt padler han rundt og holder et vågent øje med folk, flora og fauna. En afmærket, undersøisk rute leder rundt til de gode steder, så det er bare med at holde øjnene åbne og nyde turen i eget tempo. Den amerikanske mangemillionær Laurence Rockefeller får et par venlige tanker med på vejen, for takket være ham er Sankt Johns uspolerede natur bevaret for eftertiden. Ved hjælp af stråmænd sikrede han sig ejendomsretten over det meste af øens jord, byggede sit eget eksklusive feriested Caneel Bay – og forærede i 1956 resten til den amerikanske stat. På den betingelse, at gaven blev udlagt som nationalpark og dermed blev beskyttet mod kommerciel udnyttelse. Sådan blev det. Og turistbrochurerne fik lidt mere ammunition til det vemodige pletskud: Dansk Vestindien - Det tabte Paradis.