EMNER

Det tager årtier at rette op på u-lande

HJÆLP:Linda Jonasson spørger 30. 9.: "Hvor bliver alle pengene af?" Og hermed mener hun pengene til udviklingshjælp, som private foreninger, stater og internationale organisationer samler ind og deler ud af. Lad mig byde ind med nogle få svar: Siden år 1990 har ca. en milliard flere mennesker fået adgang til rent drikkevand. En betydelig del af den danske indsats, ikke mindst den statslige, har bidraget hertil. I løbet af halvfemserne blev antallet af dødsfald i verden som følge af diarré halveret. Antallet af vaccinerede spædbørn voksede fra 30 pct. til 80 pct. på verdensplan. Klare fremskridt, som har givet et ticifret antal mennesker et bedre liv og flere kræfter til en arbejdsindsats. Hvorfor er u-landene så stadig u-lande? Det overordnede svar er, at det tager mere end nogle få årtier at rette op på flere hundrede års fysisk og økonomisk mishandling. Den, der er rig, er i kraft af rigdommen forsynet med midler til at forsvare den samme rigdom. De velhavende lande bruger hvert år 2700 milliarder kroner til at udbetale statsstøtte til sine egne bønder, et beløb der er mere end seks gange så stort som den samlede udviklingsbistand fra de rige lande. For at tage et enkelt eksempel har USA råd til at støtte sine 25.000 bomuldsdyrkere med 25 milliarder kroner årligt fra statskassen, altså 1 million kroner til hver. I kraft af denne støtte er bomuldens pris på verdensmarkedet faldet til to tredjedele af, hvad det koster at fremstille bomuld. Det tager maden ud af munden på 10 millioner vestafrikanske bomuldsdyrkere; for i den del af verden er det ikke muligt at finde midler i statskasserne til at støtte landmændene. Bomulden blev diskuteret på mødet for nylig i verdenshandelsorganisationen WTO - på initiativ af fire af de lande, USA's praksis rammer: Benin, Burkina Faso, Mali og Tchad. De fik heldigvis massiv opbakning fra de øvrige u-lande, som hver især lider under tilsvarende manøvrer fra de rige landes side. Mødet endte uden resultater; men ingen aftale kan være bedre end en uantagelig aftale, som fastlåser situationen i årtier. Hvis u-landene kan fastholde deres sammenhold på næste WTO-møde, er der håb om ændringer; for WTO kan ikke tåle for mange resultatløse topmøder.