Det tager lang tid

Lenin står nede på torvet! Altså som statue. Enorm stor – ja faktisk én af Verdens største tilbageværende Lenin-statuer. Han står med højre arm strakt ud og en manende pegefinger. Folkeviddet har allerede fastslået, at han siger: "Indien er den vej!" For enden af de brede gader stiger smukke hvide bjerge tusindvis af meter i vejret. Faktisk ser det ud som om de ligger lige ved bygrænsen – men de ligger nu langt væk. Og det er dejligt at se de hvide farver – for der er 38 graders varme i byen.

Nej, vi taler ikke om Sindal – vi taler om Bishkek, hovedstaden i Kirgisistan. Den lille stat, helt sydpå i det gamle Sovjet, der blev fri for over 10 år siden. De indførte demokrati og en ny forfatning. Nu skal de også have det til at fungere i praksis – det hjælper vi dem med. Viljen er der. Landet er fattigt, men velfungerende. Alligevel spiller historien ind. Selvom landet har vendt kommunismen og Sovjet ryggen, så glemmer og fornægter man ikke sin historie. Derfor var jeg så glad for at se Lenin-statuen. Mange andre steder i verden er de væltede, smadrede, forsvundne. Som om man ved at knuse et monument kan skyde en hele periode i et lands historie ud. Som om man kan glemme og fortrænge diktaturet, KGB, terroren. Det prøver andre – men det er farligt at glemme. Så glemmer man også, hvorfor det gik galt. I Kirgisistan har man ikke glemt – man har lært. I Danmark er vi forvænte med demokrati. Vi har haft over 150 år til at udvikle det. Nu står jeg overfor et land, der blot har prøvet i 10 år. Og selvom de har alle de fine strukturer, så mangler der meget endnu. Præsidenten har stor magt – ja, han kan vel nærmest sammenlignes med den danske konge de sidste årtier frem mod Grundloven. Det er oplyst enevælde. Hvis præsidenten vil, kan han "lukke demokratiet" i morgen. Det vil han heldigvis ikke. Der er et parlament, som mere er et rådgivende end et besluttende organ, selvom de formelt vedtager love og udpeger regering. Men det tager tid at lære alt det nye. Demokrati kommer ikke over en nat. Det er derfor, jeg er glad for at kunne viderebringe mine erfaringer fra Danmark. I Danmark er vi vænnede til at høre alle mulige, inden en lov vedtages. Man spørger kommuner, amter, organisationer, pressionsgrupper, eksperter, administration og ofte laver man også borgerhøringer. Alt dette er i bogstaveligste forstand "en by i Rusland" i Kirgisistan. For 10 år siden modtog man et dekret fra Moskva og det var det. Nu skal man selv lave lovene og kan give indflydelse. Det kræver træning. Man skal også have oversigt over de forskellige love, så der ikke er modstrid. Det kniber det lidt med. Man skal være opmærksomme på hvad alle de gode ideer koster og man skal turde prioritere. Man skal eksempelvis organisere det politiske liv i partier. Partierne forbereder faktisk mennesker til det politiske liv, samtidig med at de giver mulighed for indflydelse og debat. Også her kniber det. Når man nævner ordet "parti" farer folk sammen – de tror man mener parti som i "gamle dage". Jeg kunne nævne mange andre ting, men pladsen er ikke til det. Det vigtige er: Der er vilje, der er et folkeligt ønske, strukturerne er ved at tage form – men der går mange år før man når til vejs ende. Hvorfor skriver jeg så alt dette i dag? Fordi magten 30. juni overgår til irakerne selv i Bagdad. Fordi nogle fremstiller det, som om man nu har et frit, demokratisk Irak, hvor demokratiet bliver endelig gennemført i løbet af juni. Glem det! Når det tager mange årtier at gennemføre demokratiet i et rimeligt fungerende land som Kirgisistan, hvor "folket ønsker det" – så tager det da endnu længere tid i et splittet, voldeligt land som Irak. Så tålmodighed, venner. Det skal nok lykkes. Men der skal meget til. Peter Duetoft er 53 år, bor i Sindal og har været folketingsmedlem 1988-2001, valgt for Centrumdemokraterne. Landsformand for partiet i 1978-97 og igen fra 2004. I morgen skriver Maziar Etemadi, Aalborg, underviser i center for Filosofi og Videnskabsteori på Aalborg Universitet.