Det tavse fællesskab er ligegyldigt

- Derfor skal kirken reagere mod racisme og vold, mener sognepræsten i Biersted, der samlede underskrifter ind i Biersted kirke juleaften

Underskriftindsamling i kirken. Og så på en juleaften. Roser vi os ellers ikke af her til lands, at vi ikke blander religion og politik? Og er det ikke politik at samle underskrifter og tilmed i en konkret sag? Embedsfolk plejer at betragte det som en dyd ikke at kommentere enkeltsager. Det var i Biersted, og der var over 300, der fulgte sognepræstens opfordring til at undsige racisme og ufred i sognet, og præsten har allerede været i avisen i den usædvanlige anledning. - Hvorfor er det noget at gøre så meget ud af, kommenterer han til trods for, at han engang i sin ungdom var chefredaktør for et skoleblad, direktør for en lokalradio i Middelfart og sidenhen var ansat i den folkekirkelige informationstjeneste i Århus. Han skulle nok have lidt medieforståelse, men måske har pastoren bare allerede tillagt sig en klædelig nordenfjordsk evne for at underspille...selv om han kun har været i Biersted siden august. Men noget tilsvarende har andre præster brugt andre steder, siger han. Det var altså Carsten Wind Hansens første juleprædiken i hans nye pastorat. Og som om det ikke var nok, at han afbrød sig selv dér på prædikestolen og lod rockorkstret U2's "I Still Haven't Found, What I'm Looking For.." drøne ud under hvælvingernes kalkmalerier for at minde om menneskers jagt efter lykke, blev præsten også pludselig meget konkret og kontant i forhold til den julenat for over 2000 år siden. Carsten Wind havde lige mindet om Jesu ord, at vi skal elske vores næste - vores nabo, ham, der sidder ensom i sit store hus, og hende, der altid er sur -, og at alting den juleaften viste sig fra den smukkeste side som udtryk for Guds kærlighed. Det ville have passet fint med et Amen på dette sted, og let om hjertet kunne kirkegængerne vel være gået hver til sit. Men præsten havde mere på hjerte. - 18. december kom der et ubehageligt brev rundt i Biersted (sendt til forældre fra Biersted Skole.red.) - at den kurdiske familie bliver chikaneret, at deres børn ikke kan føle sig trygge i skolen eller hjemme, at der bliver smidt med sten på deres bopæl. Det vil jeg gerne være med til at sætte en stopper for. Derfor opfordrer jeg jer alle til at skrive jer på den liste, der ligger i våbenhuset. Jeg har valgt at kalde den "Nej til racisme og ufred i Biersted sogn." Jeg vil sende den til skolen og til den berørte familie. Vi som kirke og fællesskab må sætte ansigter på de ugerninger, som finder sted - og med klar stemme sige, at racisme ønsker vi ikke i vores midte. Det tolererer vi ikke. Og her kom det så: - Amen. At underspille kan man nu ikke beskylde Carsten Wind Hansen for, når han skal forklare sin kontante måde at aktualisere evangeliet på. - Hvis fællesskabet er tavst, er det jo ligegyldigt, siger han. Så eksisterer det kun inden for murene, og det er ikke meningen. Kirken skal være til stede, være nærværende. Det springende punkt er, om vi tør være dem, vi er i kirke og fællesskab, om vi kan mobilisere alle vore ressourcer, så vores fællesskab kan sige fra - f.eks. over for racisme og fremmedhad. Carsten Wind er med på, at han ikke kan bruge sit embede eller folkekirken som myndighed, og at han selvfølgelige heller ikke kan stille op med repressalier, men han er heller ikke i tvivl om, at han kan bruge det kristne budskab som et forbillede. - Vi skal ikke optræde som moralister, siger han, men gerne som mennesker med moral, med en holdning. Paulus skriver i sit brev til galaterne, at alle er ens for Vorherre, og det tager jeg meget bogstaveligt - og at kristendommen udtrykker den holdning, synes jeg, vi skal understrege i den situation, vi har her i Biersted. Carsten Wind har ikke sat sig ind i, om den kurdiske familie er kristen, men det er ligegyldigt, understreger han. - Det er ikke afgørende. Det vigtige er, at fortælle familien, at det, den oplever, ikke accepteres af dem, der bor omkring den. Jeg har besøgt familien og vist den underskrifterne og fortalt, at den ikke er alene, at vi er mange, som tager afstand fra det, der sker - men først og fremmest, at familien ikke er alene men er velkommen i vores fællesskaber - også i kirken og i præstegården. Dér, i præstegården, er alle andre også velkomne, understreger den "nye" præst, som ser for sig sit hjem som et hellested for alle slags mennesker, netop fordi vi er ens for Vorherre. Selv om, siger han ironisk, at nogle synes, at de har en særlig ret til at mase sig foran. - Et sted, hvor man kan føle sig velkommen, siger han. Med brugervenlige arrangementer og især måske familievenlige, så unge generationer ikke holdes borte. Senest har sognepræsten arrangeret kunstudstilling med de tegninger, som han fik, da børnehavebørnene var til juleafslutning. Med fernisering i konfirmandstuen, lidt snak om kunst og med saftevand og vin til børn og voksne, sådan som det hører sig til ved ferniseringer. En måde til at forbinde det glædelige budskab med folks hverdag på og en anledning til folk til at mødes og få snakket sammen. F.eks. om fællesskab og forskellighed. Det tema ligger sognepræsten på sinde, og det vil Biersted opleve, når 14 konfirmander fra Helligåndskirken i København om et par uger indtager byen og skolen, mens sognepræsten selv tager 20 lokale konfirmander med den anden vej for at gøre København. - Efter en uge mødes de unge her i Biersted, hvor de skal diskutere, hvad de har oplevet, og både min kollega og jeg er enige om, at hvis projektet falder godt ud, prøver vi igen. Sammenhængen mellem underskrifterne fra juleaften og konfirmandturen finder Carsten Wind Hansen i det, det hele drejer sig om: vekselvirkning mellem det budskab, der skal forkyndes i kirken, og den hverdag, det kan bruges i. Derfor må prædikenerne hellere end gerne blive konkrete sådan som juleaften, mener han. - Vi skal aktualisere evangeliet ind i hverdagen. Det er vigtigt, at ordene i Bibelen forstås i sammenhæng med det liv, vi lever her og nu. Det er de gode svar i gudstjenesten, der gør mennesker nysgerrige, får os til at undre os, så vi får lyst til at komme igen og høre nye svar, siger Carsten Wind.