Det tilfældige talent

Kan man være bange både for edderkopper og Ghita Nørby, elske onde roller, knivskarp lummer satire og samtidig være stueren, når det gælder julekalender. Mød Martin Brygmann, manden, der slår plat eller krone, når de allervigtigste beslutninger i livet sk

Man får næsten lyst til at hviske og tage skoene af. Alt ånder fred og ro i det lille bondehus lidt uden for Farum. Der er varmt, pejsen i stuehjørnet buldrer løs, termokanden piver lidt og stearinlysene sender et saligt skær ud over den store flydersofa, hvor Martin Brygmann nærmest ligger på langs under interviewet. Han er på barsel - en rigtig hjemmeløber. Cornelia på ni en halv måned er en efternøler og tydeligvis godt vant. Der er masser af tid. I øjeblikket er Martin Brygmann dog alligevel aktuel i årets julekalender på TV2, der er optaget i sommerheden, hvor han både har komponeret musikken og samtidig spiller den lumske, falske og semionde gud, Loke, der er berygtet for at have slået Odins smukke søn Balder ihjel. Faktisk er det den første onde rolle Martin Brygmann har haft. Han bliver nemlig altid påduttet de gode roller, dem der passer til hans "milde udseende", som han selv kalder det. - Det er fantastisk at spille ond. Det er faktisk noget, jeg har gået og drømt lidt om, - at få lov til at spille på en måde, som man ikke må opføre sig i det virkelige liv - at få lov at være falsk. Jeg havde aldrig prøvet før at skulle lave det der onde smil. Du kender det godt ikke, siger Martin Brygmann og vrider ansigtet i de fleste grimasser. Det store hit Martin Brygmann har nok gjort sig mest bemærket - og i nogle tilfælde berygtet - som skælmsk frontfigur i det lidt lumre foretagende "Det Brune Punktum" og tidligere "Lex og Klatten" hvor han i stor stil har leveret musikken, ligesom han besat filmroller som eksempelvis aftenskolekeramiker i "Italiensk for Begyndere" eller "En kort - en lang", hvor han spiller den håbløse parterapeut. Men han har helt klart en forkærlighed for musikken og har efterhånden bevist, at han har en naturlig evne til at skrive sange, der hænger så meget i øret, at man tager sig selv i at synge med på de mest obskure tekster. "Vi vil i seng med de fleste - første g. på Øregaard og også fisens ejermand" - bare for at nævne noget. I øjeblikket er det de mere lødige sange fra "Jul i Valhal", der lever i børnenes univers. Og skal man tro Martin Brygmann, så er den omskiftelige karriere slet ikke så vanskelig, for inden i ham bor et kollektiv af beboere at trække på - en slags indre bofællesskab, som han kalder det: - Der bor mange mennesker og det er et kæmpe bofællesskab og drønhyggeligt, griner han. - Men jeg betragter mig trods alt som gæst i skuespillerbranchen. Skuespilmæssigt er jeg også mest til det komiske, tror jeg. Det betyder ikke, at jeg ikke kan spille seriøst. Det gør jeg jo også, når jeg bliver bedt om det, og humor er faktisk dybt seriøst. Det handler om timing, om at få det sagt rigtigt, om situationsfornemmelse. Og specielt den der situationsfornemmelse - der fejler jeg tit. Puh, hvor har jeg tit sagt noget på den helt forkerte måde, på et helt forkert tidspunkt, fordi jeg hele tiden skal være sjov. Musikmæssigt er drømmen dog ret konkret: - Der er kun én ting, jeg gerne vil nå. Jeg vil gerne skrive et internationalt hit. Du ved, sådan et der stryger til tops på alverdens hitlister. Hvor vildt kunne det være. Jeg tror egentlig tit, den er der, faktisk nærmest hver gang, jeg laver et nummer, så tænker jeg, at det er et verdenshit - noget a la "Last Christmas" (julesang af George Michael, der kører i tomgang hver jul. red). Men det ender jo sjældent sådan, kan jeg konstatere. Hyggen i højsædet Han er 42 år, og man kan faktisk godt uden at forklejne sandheden kalde ham et tilfældigt talent. Det har aldrig rigtigt været meningen, at han skulle ende her - han drømte jo om at blive et stort trommetalent og skulle nødsituationen opstå, så kunne VVS-mand gøre det. - Min karriereplanlægning holder aldrig mere end to minutter ud i fremtiden. Jeg har aldrig rigtig tænkt over, hvor det er, jeg bevæger mig hen. Jeg sørger egentlig blot mest for at mærke efter, hvad jeg har lyst til at lave, om det føles rigtigt. Og så må jeg FOR GUDS SKYLD ALDRIG skelne til, hvor mange penge jeg får. De penge, de kan godt fordreje hovedet på en, og pludselig sidder man og laver noget, der gør en dybt ulykkelig, forklarer Martin Brygmann. Martin Brygmann er den yngste af fire børn. Hans ældre bror, Lars Brygmann, er nok kendt af de fleste som La Cour i tv-serien "Rejseholdet" og fra diverse spillefilm. Familien Brygmann boede i Hvidovre i et rigtigt nyopført parcelhuskvarter på en mark, hvor der "bare blev hamret parcelhuse op". Forældrene var fritidspædagoger og rammerne var frie. Martin var familiens efternøler - den forkælede, den der måtte det hele, og den der aldrig rigtig tog sig sammen og alligevel lykkedes med det hele. - Dengang var jeg et mærkeligt, fjollet og ranglet barn, som mest af alt bare gerne ville hygge mig. Sådan er jeg egentlig stadig - jeg vil helst bare sidde og hygge mig og snakke med mennesker, kommer det pludselig gravalvorligt fra Martin Brygmann. Han kom på Det Fri Gymnasium, der ligger på det indre Nørrebro i København, hvor "han brugte enormt meget tid på ikke at vide, hvad han gad". På "det fri" som gymnasiet bliver kaldt i hovedstaden, måtte man dengang godt drikke øl i timen. I hvert fald var det ikke sjældent, at Martin havde både Guld Tuborg og Gammel Dansk med i skoletasken. Han fik heller aldrig sin studenterhue. Han gik frivilligt, da fraværsprocenten ramte 67. - Det var en fantastisk tid. Men er du gal, jeg brugte mange timer på bænken nede i mosen. Vi skulle 100 meter væk fra skolen, hvis vi ville ryge hash. Bænken lå 101 meter væk, så der sad jeg en del, griner Martin Brygmann. Plat eller krone I dag har han egentlig kun eksamensbevis fra basisår på EFG - VVS-linjen: - Jeg er uuddannet i hoved og røv. I princippet er jeg bare en glad trommeslager, som bilder folk ind, jeg kan spille skuespil. Der er mange af mine venner, der har spurgt, om jeg ikke er flov over det - det er jeg ikke. Tiden var jo en anden, og det der med skole, det var altså ikke mig. Drømmen om trommerne fortonede sig ligesom i takt med, at det store gennembrud udeblev. En dag under en koncert tog han sig i at kigge på klokken midt i et nummer. Så lagde han stikkerne. Igennem sin tidligere kone dramatikeren Line Utzon og sin gode ven Peter Frödin blev han lokket ind skuespillet - i første omgang i det hedengangne ungdomsprogram "Transit". Ikke at branchen som sådan var så fremmed - i flere år havde han tilhørt det lidt flippede og lynhurtige kunstnermiljø, der blandt andre talte skuespillerne Hella Joof og Paprika Steen. - Vi havde sådan en kollektiv humor. Det handlede meget om at gå i byen og til de rigtige fester. Vi var helt vildt indspiste - vores humor gik meget stærkt - man skulle virkelig stå hurtigt op, hvis man ville være med. Vi blev med tiden en gruppe, som andre gerne ville være med i - der var en misundelsesværdig energi. Det hamrede bare derudaf. Dung, dung, dung. Martin Brygmann slår slag i luften. - Men at blive kendt var en mærkelig situation at stå i. Jeg blev faktisk ret forvirret. Efterhånden som jeg blev kendt, så blev jeg ringet op med en masse ting, jeg kunne deltage i. Jeg ville for eksempel helt vildt gerne deltage i alle de quizzer, som er i tv, som man gerne bruger kendte mennesker til. Selv om jeg var virkelig angst for, om folk blev trætte af at se på mig, så havde jeg så svært ved at sige nej. Jeg ville så nødig skuffe og havde helt vildt svært ved at sige fra. - Men det er jeg faktisk blevet - altså god til at sige nej. Man kan faktisk mærke det i sin krop. Jeg har udviklet to metoder - den ene lærte jeg, da jeg var i fobibehandling for min hysteriske angst for edderkopper. Der lærte jeg, at hvis man er bange for noget, så skal man vende sig mod frygten. Så ser jeg en edderkop nu, så bliver jeg stadig helt terapeutisk og går helt tæt på den. Og sådan er det egentlig også med mit arbejde, hvis jeg bliver bange for det, så har jeg en tendens til at sige ja - lige som dengang jeg sagde ja til at spille en hovedrolle på Det Kongelige Teater over for Ghita Nørby. Jeg rystede i bukserne - og så skal man sige ja. - Alternativt slår jeg plat eller krone - måske har du aldrig tænkt over det - men lige inden man fjerner hånden for at se, hvad det er blevet, så kan man mærke inden i sig selv, hvad man ønsker det skal være. Det er svaret på mange ting.