Det tog sin tid

EMNER 3. september 2002 08:00

AALBORG: Det er sin sag at få 2.000 mennesker fra Gammeltorv til Aalborghallen uden at genere resten af byen. Men gårsdagens "studentermarch" forløb stort set uden problemer. I de sidste mange år har de studerende skullet krydse Vesterbro på vej til Stadionhallen, og i år ville arrangørerne også gerne have haft lov til at bruge hovedfærdselsåren til at fragte de mange studerende til de nye lokaler i Aalborghallen. Men politiet sagde nej til at lægge ruten ad Vesterbro, og derfor gik man istedet bagom ad Jernbanegade og Prinsensgade, inden de mange mennesker tog den underjordiske tunnel under Aalborg Banegård på vej mod Kildeparken. Og her kom turens eneste alvorlige problem. Selvom de mange mennesker halvvejs havde blokeret trafikken i Prinsensgade kom biler og busser alligevel igennem med en nogenlunde acceptabel forsinkelse. Til gengæld var der optræk til panik hos nogle få togpassager, som måtte konkurrere med de studerende om pladsen i tunnelen mellem John F. Kennedys Plads og Kildeparken. Enkelte var tæt på at misse deres tog, men takket være lidt autotitet i form af en sindig men bestemt politibetjent, lykkedes det at komme med på vognen i tide. søp

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...