Det ulmede i motorrummet

Kortvarigt driftstop på kraftvarmeværket efter mindre brand

Et kortvarigt driftstop betød, at nogle borgere i Brønderslev oplevede koldt vand i den varme hane - men varmen kom hurtigt retur igen. Arkivfoto <i>Pressefotograf Henrik Bo</i>

Et kortvarigt driftstop betød, at nogle borgere i Brønderslev oplevede koldt vand i den varme hane - men varmen kom hurtigt retur igen. Arkivfoto Pressefotograf Henrik Bo

BRØNDERSLEV:Nogle borgere i Brønderslev måtte onsdag undvære det varme vand i en kort periode. Årsagen var en brand i de tekniske installationer på Brønderslev Kraftvarmværk.

Selve branden var forholdsvis udramatisk. En alarm gik på værket, og medarbejdere fik hurtigt lokaliseret årsagen til røgudviklingen og slukket branden. Der blev således ikke behov for at tilkalde assistance fra brandberedskabet.

- Det ulmede i et af motorrummene, da vi kom her til morgen - der var røg. Og det var nogle kabler bag isoleringen i gavlen i motorrummet, der var årsag til røgen, fortæller forsyningschef Anni Schjønning.

- Vi er i gang med at renovere alle syv motorrum - lige præcis på gavlen. For det er faktisk nummer tre motorrum, hvor der går ild i kablerne. Det har selvfølgelig noget med alderen på kablerne at gøre i kombination med isolering og muligvis rystelserne fra motorerne.

- I fredags havde vi en brandteknisk sagkyndig til at gennemgå tingene, og han konstaterede, at det var tid at forny kablerne. Det begyndte vi med i mandags, men vi nåede det desværre ikke, smiler Anni Schjønning.

Da branden i onsdag var den tredje i rækken på kort tid, besluttede teknikerne at få tilsluttet en nødforsyning til strøm.

- Så bruger vi ikke installationerne i motorrummene. Da vi omkoblede, gav det et kortvarigt driftstop. Men vi havde faktisk ikke forventet, at det nåede at få konsekvenser ud i byen, tilføjer Anni Schjønning.

- Men alt er altså i gang igen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.