Det vælter ind med brugte møbler og tøj

Genbrugsbutikkerne kører tonsvis og atter tonsvis af genbrugsvarer på forbrændingen, fordi effekterne er for slidte til at blive solgt

AALBORG:Genbrugsbutikkerne i Aalborg modtager så meget brugt tøj og møbler, der er så slidt, at det ikke kan sælges, at genbrugsbutikkerne bliver nødt til at køre tonsvis direkte på forbrændingen. I 2005 afleverede Kirkens Korshær i Aalborg således 70 tons på forbrændingen, mens Blå Kors' tre butikker i byen afleverede 56 tons genbrugsvarer. Hos genbrugsbutikkerne oplever man, at der er stor lyst til at aflevere brugte møbler og tøj. - Det er jo nok sådan, at der kommer mere ind, end der gjorde tidligere. For fem år siden solgte vi ikke så mange møbler og tog ikke så meget ind, siger afdelingsleder i Kirkens Korshærs genbrugsafdeling, Mogens Larsen. Kirkens Korshær får mange henvendelser om folk, der gerne vil forære brugte effekter til organisationen. - Vi får henvendelser hver dag, og vi har tit 14 dages ventetid på at kunne komme ud og hente møblerne, siger Mogens Larsen. På forhånd spørger man om tingene er i orden, men sådan er det ikke altid. - Når vi så kommer derud, så mangler der et armlæn eller en hynde i en sofa, siger Mogens Larsen. Kirkens Korshær lader møblerne stå, hvis de ikke er i orden, men nogle gange smutter tingene med alligevel. - Vi rydder nogen gange dødsboer, der er vi nødt til at tage det hele med, siger Mogens Larsen, der stadigvæk gerne vil have de brugte møbler, fordi overskuddet fra salget som bekendt går til et godt formål. Han tror, at flere mennesker har fået øjnene op for genbrugstanken, desuden peger han på, at der også er mange, der ikke selv har mulighed for at bortskaffe brugte møbler. - Genbrug er noget underligt noget i dag, det skal se ud som nyt, og det må ingenting koste Hos Blå Kors på Budolfi Plads sælger man tøj. Her oplever Erik Reckweg, at man får meget ind, der ganske enkelt er for slidt. - Dels får vi meget ind, og dels er meget af det, vi får ind ikke til at sælge, siger Erik Reckweg. Han henviser bl.a. til butikkens container, der skal tømmes to gange om ugen. Her er det ikke alt, der kan sælges. - Nogle gange bruger folk den som skraldespand, siger Erik Reckweg. Overskridelser Kirkens Korshær, Blå Kors, Abbé Pierres Klunsere og Danmission har en aftale med Aalborg Kommune, om at kommunen betaler for udgiften til at bortskaffe de brændbare genbrugsvarer. Men det viser sig, at der er blevet afleveret langt mere, end man oprindelig havde forventet. Forbruget hos Kirkens Korshær var sidste år 243 procent af det budgetterede. Organisationen havde fået tilladelse til at aflevere brændbare materialer til I/S Reno for omkring 15.000 kr., men der er blevet afleveret 70 tons til en pris af 36.444 kr. Forbruget hos Blå Kors var 270 procent af det budgetterede i 2004, mens Abbé Pierres Klunseres og Danmissions forbrug var henholdsvis 149 procent og 36 procent af det budgetterede i 2004. Kommunen oplyser dog, at organisationerne ikke i alle tilfælde er blevet orienteret om den øvre grænse for, hvor meget der må afleveres. Forsyningsudvalget ser dog med milde øjne på overskridelsen, og politikerne vil gerne fortsætte ordningen, selvom den næsten er blevet dobbelt så dyr som budgetteret. - Tingene var havnet hos os alligevel, og jeg synes, at genbrugsbutikkerne gør et flot stykke arbejde, siger forsyningsrådmand Mariann Nørgaard (V), der betegner sagen som lidt af en solstrålehistorie. Hun peger på, at hvis ikke genbrugsbutikkerne afhentede de brugte møbler ude hos aalborgenserne, så ville genbrugspladsen eller forbrændingen alligevel blive endestation for den brugte sofa eller stol.