Energiselskaber

Det værker i værket

Nordkrafts store turbinehal står for fald

AALBORG:De sidste store klumper af elværket Nordkraft står snart for fald. Turbinehallen er næsten tømt, og man kan kigge lige igennem bygningen. Set fra Aalborg-siden minder konstruktionen næsten lidt om den ny triumfbue i Paris -Menneskehedens Triumfbue. Men det har nu slet ikke været meningen, understreger direktør Per Rasmussen fra nedbrydningsfirmaet af samme navn. Firmaet har opgaven med at skrotte elværket for Elsam, og den eneste triumf for ham er, at arbejdet skrider hurtigere frem end forventet. Allerede til jul regner han med at kunne aflevere grunden bar og klar til nyt byggeri. Tre brag i træk Først skal turbinehallens skelet dog sprænges væk. Det sker i løbet af de kommende uger, når nedbrydningsfirmaet har aftalt detaljerne med politiet. Man regner nemlig med et lidt større brag for at få bygningerne til synke sammen, og derfor skal et større område spærres af. I samme ombæring skal også de to sidebygninger - et trappetårn og en bygning med vandtanke - jævnes med jorden. Derfor kommer sprægningen til at foregå i tre tempi men kun med få sekunders mellemrum. Den fremrykkede tidsplan betyder, at Nyhavsgade allerede omkring 1. september kan genåbnes for trafik. Dermed slipper bilisterne for omvejen ned til havnefronten og rundt om hele elværksgrunden. Men inden Nyhavsgade atter er farbar, skal der også væltes et par bygninger på den sydlige side af vejen over mod Østerbro. Det drejer sig om den blå bygning - en gammel værkstedsbygning - og en silo. Den ældste del af elværket - den gamle røde murstensbygning, bliver stående. Olietank kaples ind Når alle de synlig bygninger er fjernet, går nedbrydningsfolkene i gang med fundamenterne. Dog får en kæmpe olietank på 35.000 kubikmeter lov at ligge i undergrunden. Den er bygget i beton og breder sig under de andre bygninger og helt ud i Nyhavnsgade. Låget og de øverste meter beton af sidevæggene er ved at blive fjernet, men resten af tanken kapsles ind med sand og et lag asfalt over, inden der igen kommer stabilgrus oven på. På denne måde indkapsles tanken, og det skulle sikre, at den resterende olie ikke trænger ud. Nedbrydningsfolkene kan i øvrigt skrive under på, at hele værket er bygget solidt. Væggene i den 10 meter dybe olietank er således 40-50 centimeter tykke, og er på ydersiden omkranset af en spunsvæg, der består af store jernplader banket ned i jorden. De har i sin tid været brugt som en støbekasse. Nysgerrige på pladsen I øvrigt forcerer mange nysgerrige borgere hegn og afspærring for lige at få et nærmere kig ind på pladsen, men nedbrydningsfirmet advarer kraftigt de nysgerrige. Det er nemlig livsfarligt at færdes på pladsen, hvis man falder i et af dybe huller og rammer i mod det armeringsjern, der stritter ud af betonen. - Hvis man vil følge arbejdet, skal man holde sig på den anden side af hegnet, siger Per Rasmussen.