EMNER

Det værste ved julen

Det er ikke kun fordi, at mænd går efter den lette løsning, når de køber undertøj til konen

Af Anders Sønderup AALBORG: Det er meget godt med juleudsmykning, julemænd, glögg og sikken en voldsom trængsel og alarm. Der er helt sikkert nogen, der synes, at det er hyggeligt. Men lige så sikkert er det, at der er en del, der synes, at det giver grumme minder om en af årets værste begivenheder. Julegaveindkøb. Udskudt til sidste øjeblikke. Uden den fjerneste anelse om hvad man skal købe. Hvor man altid havner bagerst i en uendelig kø. Efter en halv time begynder man at hvisle arrigt som livsstilseksperterne Ronald og Bugge fra Drengene fra Angora. Så er der en hel del mænd, der vælger den lette og klassiske løsning. Undertøjet. Af den ikke forvaskede slags. Også selvom der stadig er temmelig mange mænd, der er lidt forlegne ved pludselig at stå omgivet af g-strenge og corsager i alle farver og former. Det er det eneste tidspunkt på året, hvor der er flere mænd end kvinder, der køber ind i undertøjsbutikkerne. Allerflest kommer der lige op til juleaften - 22. og 23. december er ubetinget de dage, hvor der langes mest over disken. Men mændene kommer ikke - kun - fordi, at det er den nemme løsning, der ikke kræver andet end en ide om størrelse og så lidt fantasi. De kommer også fordi mange kvinder vitterligt har undertøj på ønskesedlen. - Der er mange kvinder, der ville blive skuffede hvis de ikke får pakken med undertøj, fortæller Joan Hedegaard. Hun arbejder i butikken Nordjylland, og har lige nu travlt med at pakke det i nogen tilfælde minimale undertøj fint ind. Et mindre rundspørge her på redaktionen bekræfter delvis påstanden om, at det ikke kun er udtryks for mænds manglende fantasi, at de kommer og køber undertøj. - Altså det kommer an på alternativet. Hvis jeg får en stegepande og en støvsuger, så vil jeg da blive skuffet og klart have foretrukket noget undertøj, som en par af respondenterne siger. Rødt i en kold tid Og selvom julen er en kold tid - udenfor - så bliver undertøjet generelt lidt tyndere og lidt mere gennemsigtigt op til jul. Og rødt. Af en eller anden grund er rødt undertøj stort set kun noget, der sælger til jul. Måske fordi det er julens farve eller måske fordi noget andet, som vi ikke skal komme ind på. - Der er mange, der gerne vil lave konen eller kæresten lidt om. Som synes, at nu trænger hun altså til noget lidt mere pænt, siger Joan Hedegaard. Mange af de mandlige kunder ved præcist, hvad de går efter - både størrelse og model. En hel del har fundet den helt rigtige model i kataloget eller set den i en annonce. Om den så lige er den model, som konen eller kæresten også ønsker sig er en anden sag. Men i hvert fald har de mandlige kunder bestemt sig - mange har endda nøje gemt den seddel, der er reserveret til gaven til konen. - De fleste køber for omkring 500 kroner og mange betaler kontant, siger Joan Hedegaard. For de penge får man et sæt af god kvalitet - uanset hvor meget det så dækker. Og hvis kønnenes drøm skulle vise sig forskellig kan det altid byttes til januar.