- Det var de andre, der ville ud af UUV

Hvem tog initiativ til at opløse Frederikshavn og Hjørring kommuners fælleskommunale selskab Ungdommens Uddannelsesvejledning Vendsyssel (UUV)?

Det strides politikere fra Hjørring og Frederikshavn om, siden et knebent flertal i Hjørring byråd for nylig besluttede at stoppe samarbejdet med Frederikshavn. - Opløsningen sker på opfordring fra Frederikshavn, lyder det fra Viggo Bilde (UP), som er formand for UU Vendsyssel og desuden formand for Børne- og undervisningsudvalget i Hjørring byråd. - Byrådsmedlem Birthe Marie Pilgaard (S) fra Frederikshavn fremførte det på et møde i UUVs bestyrelse, siger Viggo Bilde. Det bekræfter Birthe Marie Pilgaard, men med en vigtig tilføjelse. - Det var kun socialdemokraterne i Børne og Ungdomsudvalget, der foreslog at opløse UU Vendsyssel. Resten af udvalget var imod, siger Birthe Marie Pilgaard. - Det sagde jeg klart på bestyrelsesmødet i UUV. Viggo Bilde erkender, at han kan have misforstået Birthe Marie Pilgaard, men understreger, at det intet ændrer. - Den ændrede skolestruktur i Hjørring Kommune har gjort det nødvendigt, at vi kigger på, hvad der tjener de børn bedst, som vi har ansvaret for, siger Viggo Bilde. - Det er derfor, at vi tager uddannelsesvejledningen "hjem".

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.