Aalborg

Det var en bønne-maskine

ØLAND:Den lokalhistoriske sognegruppe havde cirka 250 besøgende til sin udstilling på skolen, og gæsterne kom ikke blot fra Brovst Kommune, men også fra Horsens, Viborg, Pandrup, Åbybro, Grindsted, Brønderslev og Aalborg. Gruppen modtog meget spændende materiale under selve udstillingen, som folk havde taget med for at give til samlingen, og medlemmerne havde travlt med at notere op, hvad de fik fortalt af nye historier og oplysninger. En hel del nye tilflyttere til Øland besøgte også udstillingen, hvilket gav mulighed for en god snak om fortid og nutid. Det var en træt, men meget tilfreds sognegruppe, der kunne lukke gæstebogen for denne gang. Bente Kristensen fra gruppen fortæller, at en løjerlig husholdningsmaskine, som man mente, umuligt kunne være til at snitte bønner med, alligevel viste sig at være en bønnesnittemaskine. En dame fra Øland, der besøgte udstillingen, sagde, at hun havde en magen til, og kørte derefter hjem og hentede den. Og stadig har Bente Kristensen svært ved at se dens berettigelse i et køkken...