- Det var en god oplevelse at være med

Pia Haugaard
Steen Lindballe var blandt de udsendte fra OPLOG, der servicerede skibene på UNIFIL-missionen ud for Libanon.Foto: Peter Broen
Frederikshavn 1. september 2007 06:00

FREDERIKSHAVN: Materielmester ved Søværnets Operative Logistiske Støttecenter i Frederikshavn, Steen Lindballe, har arbejdet i Søværnet siden 1979. I hans kontrakt har der altid stået, at der var mulighed for at blive sendt ud til opgaver, så det kom slet ikke som et chok for ham, da han blev spurgt, om han ville deltage i OPLOGs team på Cypern, midlertidig base for de danske skibe, der deltog i missionen UNIFIL ved Libanon. Så 7. januar 2007 tog Steen Lindballe af sted. Sammen med 19 andre udsendte for OPLOG slog det danske OPLOG-team lejr sammen med ligesindede nordmænd, svenskere og tyskere. - Det var tyskerne, der stod for sikkerheden omkring lejren, og det var dem, der gik vagt. Det var de enormt gode til, og der var ingen problemer overhovedet, siger Steen Lindballe. Et kunststykke Tiden i UNIFIL gik for OPLOGs udsendte med større og mindre reparationer og rutinemæssige vedligeholdelser. - Logistisk set har det været lidt af et kunststykke, for man kan af gode grunde ikke have alle reservedele på lager, siger Steen Lindballe. Derfor tog OPLOG fra begyndelsen de dele med, som man erfaringsmæssigt vidste, der ville blive brug for, Men der opstod selvfølgelig også ting, man ikke forventede, ligesom der blev brug for reservedele, der ikke var på lager. - Så gjaldt det jo bare om at få fat i dem så hurtigt som muligt eller lave nødreparationer, siger Steen Lindballe, hvis rolle i OPLOGs team var at være forsyner, økonomi- og regnskabsfører. - Mens skibene var ude, tog teknikerne en slapper, mens vi andre havde enormt travlt med at skaffe reservedele. Omvendt var det teknikerne, der arbejdede i døgndrift, når skibene var inde, siger han. Steen Lindballe udførte på Cypern samme slags arbejde, som han plejer at gøre hjemme, men indrømmer dog, at det var noget mere besværligt. - Man er jo fuldstændig alene. Vi er dem, vi er, og der er ikke andre at trække på. Derfor gælder det om at holde tungen lige i munden, siger han. Faktisk var det også netop det at klare alting selv, der gav arbejdet ekstra nerve, og gjorde hverdagen spændende, ligesom der blandt alle på holdet opstod et rigtig godt sammenhold. Steen Lindballe fik dog også lejlighed til at se lidt af Cypern, ligesom der også blev tid til at løbe en maraton på øen. - Alt i alt synes jeg, det var en rigtig god oplevelse at være med, siger han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...