- Det var enten Clemme eller mig

Niels Jørgen Nielsen vil dog ikke tage skylden for, at Clemme forlod Borgerlisten

Skørping 10. september 2002 08:00

SKØRPING: Der har længe været visse uoverensstemmelser mellem de to stiftere af Borgerlisten i Skørping Kommune, Niels Jørgen Nielsen og Karl Johan Clemmensen, også kaldet Clemme. Det bekræfter listens nuværende repræsentant i byrådet, Niels Jørgen Nielsen, i en kommentar til artiklen i søndagsavisen om Clemmes skift til de konservative. Niels Jørgen Nielsen reagerer imidlertid på, at det antydes i artiklen, at Clemme har valgt Borgerlisten fra, fordi Niels Jørgen Nielsen vendte tilbage som kandidat efter nogle års fravær. Niels Jørgen Nielsen mener ikke, at tingene hænger sådan sammen. Han fortæller, at han i oktober 2000 blev kontaktet af formanden for Borgerlistens bestyrelse, Arne Jensen, der spurgte, om han havde lyst til at genindtræde i arbejdet med Borgerlisten og eventuelt genopstille. - Arne Jensen og jeg drøftede Clemmes og mine modsætninger. Arne Jensen tilkendegav, at Clemme allerede på det tidspunkt havde nævnt, at han overvejede at stoppe, og i hvert fald stoppede han, hvis jeg vendte tilbage, siger Niels Jørgen Nielsen og understreger, at han på sin side heller ikke lagde skjul på sin modvilje mod at samarbejde med Clemme: - Jeg ville ikke bruge kræfter på at hjælpe Clemme i byrådet på ny. Derfor: Det var enten Clemme eller mig. Det vidste bestyrelsen, men løb alligevel risikoen - eller tog chancen - ved at byde mig tilbage i folden, siger Niels Jørgen Nielsen, som derfor ikke vil tage skylden for nærmest at have jaget Clemme ud af Borgerlisten. Formanden for Borgerlistens støtteforening, Arne Jensen, siger stille og roligt, at Clemme allerede havde meddelt midt i valgperioden, at han stoppede, når den udløb. - Og det var derfor, at vi derefter henvendte os til Niels Jørgen Nielsen. Vi ville gerne have en ny kandidat, som kunne trække stemmer, og vi syntes også, at Niels Jørgen Nielsen skulle have chancen igen, eftersom det egentlig var ham, der i sin tid tog initiativet til Borgerlisten, siger Arne Jensen. Formanden og den øvrige bestyrelse er dog godt klar over, at Niels Jørgen Nielsen og Clemme ikke kan for godt sammen. - Vi har nu aldrig fundet ud af hvorfor. Og vi nåede aldrig rigtigt at opdage det i den periode, hvor de sad i byrådet sammen, siger Arne Jensen. Clemme og Niels Jørgen Nielsen, landbetjenten og den fyrede kommunaldirektør i Skørping, gik i sin tid sammen om at etablere Borgerlisten, og ved det første valg i 1993 strøg de begge ind i byrådet, hovedsagelig på grund af Niels Jørgen Nielsens personlige kanonvalg. Midt i perioden flyttede Niels Jørgen Nielsen imidlertid fra Skørping Kommune og forlod dermed byrådet, hvor Shirley Højbjerg trådte til som stedfortræder. Ved valget i 1997 mistede listen et mandat, men det lykkedes trods alt Clemme at opnå genvalg uden Niels Jørgen Nielsens stemmer til hjælp. Ved valget i november i fjor gjorde Niels Jørgen Nielsen så comeback, efter at Clemme havde valgt ikke at genopstille. I det nye byråd har Niels Jørgen Nielsen allerede markeret sig betydeligt som "tungen på vægtskålen". Ikke mindst har Borgerlisten indgået flere flertalsalliancer med Venstre og Dansk Folkeparti til stor gene for den socialdemokratiske borgmester Børge Olsen, som Niels Jørgen Nielsen var med til at holde i sædet sammen med SF og radikale. Som belønning blev Niels Jørgen Nielsen viceborgmester og medlem af økonomiudvalget. Støtteforeningen er godt tilfreds med hans indsats: - Han kører frem med sine egne meninger, og de ting, der har været, har jeg i hvert fald også kunnet bakke op om, siger Arne Jensen, som dog forklarer, at det er længe siden, listen sidst har været samlet til gruppemøde.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...