- Det var et sandt mareridt

Arbejdskollegaer sendte sviner-sms'er om Minna Pedersen til chefen. Hun blev bortvist på grund af rygter om fuldskab, men har nu fået erstatning vha. sin fagforening.

Minna Pedersen føler sig udsat for et bagholdsangreb, som hun ikke kan blive renset for. Foto: Bent Jakobsen

Minna Pedersen føler sig udsat for et bagholdsangreb, som hun ikke kan blive renset for. Foto: Bent Jakobsen

- Et sandt mareridt, mindes den 56-årige tidligere servicemedarbejder i ISS, Minna Pedersen, Frederikshavn, de næsten 20 timer, hun sad alene i sin kahyt uden at kunne gå fra borde, efter at chefen over telefonen havde bortvist hende på stedet. Angiveligt fordi hun efter hans mening tre dage tidligere var mødt fuld op på arbejde. - Jeg har det bedre nu, men det har været hårdt, fordi det var så uretfærdigt, fortæller Minna Pedersen, der måtte ty til psykiatrisk hjælp og stadig får antidepressiv medicin ovenpå oplevelsen. Gjorde rent i kahytter Gennem de godt halvandet år, hun nåede at være ansat hos ISS Facility Services, har hun arbejdet med rengøring rundt om på skibe, efter ildebrande og vandskader i virksomheder og huse samt som såkaldt "kahytspige" på Color Lines tidligere Hirtshals-Larvik-færge Peder Wessel. - Det var 12 timers vagter med overnatning om bord. Vi piger fra ISS var primært kahytspiger. Vi sørgede for passagerernes indcheck til kahytterne, og gjorde rent i kahytterne, når færgen kom i land, fortæller Minna Pedersen. - Torsdag 28. februar skulle jeg møde på Peder Wessel kl. 18. Derhjemme tog jeg en øl til min frokost og lagde mig så på sofaen for at se Dr. Phil i tv. Uheldigvis faldt jeg i søvn, men vågnede kl. 16.45 og fik ringet til den arbejdskollaga, jeg skulle have med til Hirtshals, at jeg blev lidt forsinket. Jeg fik samlet mine ting i en fart, startet bilen, samlet kollegaen op, og vi nåede frem til tiden. Men jeg var nok lidt forvirret oven på den skæve optakt, medgiver Minna Pedersen, der med accept af 259 timers arbejde alene i februar også havde kørt sig selv hårdt. Siger ja til længere vagt Hun passer sit arbejde om bord torsdag aften, fredag, lørdag og søndag, hvor hun bliver spurgt, om hun vil fortsætte til om onsdagen og ikke kun til mandag. Det siger hun ja til. - Mandag er jeg i gang fra kl. 8 med at ordne kahytter. Lidt i kl. 14 bliver jeg kaldt over højtaleren. Jeg skal komme ned til husøkonomaen, der giver mig et telefonnummer, jeg skal ringe til. Det er min chef i Frederikshavn, fortæller Minna Pedersen. - Han siger, jeg skal stoppe her og nu, fordi jeg er mødt beruset ind torsdag aften. Det passer ikke, indvender jeg, men han råber, at det er der altså seks af Color Lines folk, der er vidner på. - Jeg er fuldstændig chokket. Husøkonomaen er lige så uforstående. Hun ringer min chef op og beder ham trække bortvisningen tilbage. De er glade for mig og har aldrig haft grund til at kontrollere mit arbejde, fortæller hun ham, men han var ikke til at rokke. Husøkonomaen får en af mine arbejdskollager hentet og spørger, hvad det her er for noget. Kollegaen gentog det med de seks Color Folk, men ville ikke ved navn sige, hvem det var. Da jeg endelig kunne snige mig fra borde tirsdag morgen, kørte jeg direkte hjem til en veninde og herfra ringede jeg til fagforeningen. Sms'ere videregivet til 3F Faglig sekretær, Erik Jensen, 3F Nordøst Vendsyssel, fortæller, at da han kontaktede Minna Pedersens arbejdsleder, videresendte lederen to sms'er til ham. - Sms'erne var om Minna Pedersen, der var mødt ind beruset, og at seks Color Line-ansatte havde set det, fortæller Erik Jensen. - Sms'erne var sendt til chefen fra den arbejdskammerat, som husøkonomaen havde udspurgt, samt fra en anden. Den første har aldrig brudt sig om mig. Selv om vi arbejdede på lige fod, ville hun gerne være den, der styrede. Den anden, en ung pige, er vel blevet lokket med i det, mener Minna Pedersen og kalder sviner-sms'erne et regulært "bagholdsangreb". - Efter bortvisningen blev der omdelt sedler til mine kollegaer på færgen, hvor de skulle skrive under på, at jeg var mødt fuld ind. Kun de to sms-skrivere skrev under. En skrev, at jeg havde virket forvirret, og to nægtede at skrive under, inklusive den kollega, jeg havde haft med i bilen fra Frederikshavn. Siden den grimme oplevelse har Minna Pedersen været sygemeldt og har tabt over 10 kilo. - Jeg har aldrig følt mig så uretfærdigt behandlet. Jeg har altid passet mit arbejde og mine ting, siger Minna Pedersen, der oprindeligt er uddannet teknisk assistent og teknonom og tidligere har haft langvarige ansættelsesforhold på andre virksomheder, men også perioder med ledighed i de år, jobbene ikke hang på træerne. I efterspillet mellem hendes fagforbund og arbejdsgiveren valgte hun at acceptere et forlig om 96.000 kr. fra sin tidligere arbejdsgiver. Beløbet dækker cirka tre måneders løn samt 8000 kr. i godtgørelse. - Jeg ville gerne have været helt renset, siger hun, og Erik Jensen erkender det dybt frustrende for Minna Pedersen i, at anklagen kan hænge ved. - Havde vi taget sagen i afskedigelsesnævnet, havde hun ikke kunnet opnå væsentligt mere i godtgørelse, fordi hun kun var ansat i halvandet år, En ugeløn pr. ansættelsesår plejer at være normen. Men beslutningen var i sidste ende hendes egen, siger Erik Jensen.