Det var ferie, det var film og det var fredag

Far til fire mødte sit nordjyske publikum

AALBORG:Med en let omskrivning af den gamle Far til fire-sang sang om det var sommer, og det var sol, sang mange nordjyder i går: Det var ferie, det var film, og det var fredag. Lilleper (Kasper Kejser) var hurtigst på aftrækkeren, da de medvirkende i efterårets nye Far til fire-film "Far til fire - gi'r aldrig op" gav autografer til glæde for publikum i BioCity iAalborg. Der var lejlighed til at opleve skuespillerne live, før de kunne ses i biografsalen. Lilleper stemplede Seks-årige Kasper kan godt skrive sit navn, men han skriver langsomt og for langsomt, når der er rift om autograferne. Derfor var han udstyret med et stempel med sin signatur. Aalborg var 35. sted, som skuespillerne besøgte på deres tur landet rundt. Fra en overnatning i Hanstholm kom de i går formiddags til Aalborg og skulle inden om Randers og i to biografer i Århus, inden dagen og den ugelange promotiontur var slut. Niels Olsen gjorde dog en undtagelse.Han kom med fly direkte fra København for at være med i Aalborg. - Nu vil jeg også have efterårsferie, meddelte Kasper sin far Klaus Kejser, der gjorde turen med. Hjem til mor - Vi har taget det som en oplevelse at komme rundt, sagde farKlaus og tog mest Kaspers ønske om ferie, som et udtryk for, at nu ville den seks-årige gerne se sin mor og storesøster igen. Holdet, der mødte Aalborg-publikummet, var i bogstaveligste forstand far til fire. Nemlig Niels Olsen, der spiller far, og de fire børn foruden Lilleper, Mie (Kathrine Bremerskov Kaysen), Ole (Jakob Wilhjelm Poulsen) og Søs (Sidse Mickelborg). "Far til fire - gi'r aldrig op" har fået en nogen blandet modtagelse af anmelderne. Der var imidlertid fire stjerner for resultatet i NORDJYSKEs anmeldelse fra fredag 14. oktober. -Far til fire i det nye årtusinde er en pæn folkekomedie med gode grin undervejs, med et par folkekære skuespillere og med en handling, som selv et blindt barn kan følge undervejs, skrev Max Melgaard. Og filmen er blevet en publikumssucces. Selv om efterårsferien begyndte med strålende solskinsdage, som bestemt ikke stod øverst på biografernes ønskeseddel, så er folk strømmet til, siger direktør Dorthe Elimar, BioCity. Allerede torsdag havde man haft 4500 besøgende og slået sidste års rekord. - Men vi gør også meget for at sammensætte et godt børneprogram, hvor familien er i fokus, siger hun. For flere generationer Foruden Far til fire, er det film som Chenlu, Det levende Slot og Madagasgar, der har trukket familierne til. Og med Far til fire er der et specielle, at flere generationer således også både forældre og bedsteforældre, der har et forhold til filmenes 52 år gamle univers. Den første Far til fire-film er fra 1953. Nyeste Far til fire-film er udsendt i hidtil største antal kopier, nemlig 102, og er allerede nu set af 300.000. Det vil sige, at den allerede torsdag var tæt på at have tjent sig selv ind alene i løbet af efterårsferien.