Det var ikke godt nok, AaB

Karaktererne afspejler holdets generelt svage sæson, for gennemsnittet er dalet mærkbart i dette forår

Fodbold 25. juni 2003 08:00

AALBORG: NORDJYSKE's løbende karaktergivning til AaB-spillerne i dette fodbold-forår underbygger den generelle holdning til holdets indsats: Det var ikke godt nok. En flot sæsonafslutning reddede AaB fra det, der kunne være blevet endnu værre end en sjetteplads i Superligaen - og især een spiller profiterede af en meget flot, personlig afslutning. Det er midter-forsvareren Thomas Bælum, som kan tage sin væsentlige del af æren for, at AaB'erne sluttede sæsonen med en uafgjort kamp i Silkeborg og fire sejre, og kun slap eet mål ind i disse fem kampe. Thomas Bælum scorede nemlig fire 9-taller og et 8-tal i disse kampe, og det bragte ham såmænd helt til tops på AaB-ranglisten for dette forår. Men man skal bemærke, at hans snit på 8,14 pr. kamp er opnået i blot syv af 18 kampe. Stabil målmand Mere stabil må målmand Jimmy Nielsen siges at være. Han sluttede med nøjagtig samme karakter-stribe som Bælum i de fem sidste kampe, og som eneste mand, er han blevet bedømt i samtlige 18 AaB-kampe i dette forår, men med et mere ydmygt facit, end han normalt står for: 7,67 i snit. Og det er nok til andenpladsen! sammen med Brian Priske. I efteråret 2002 havde den karakter kun indbragt en niendeplads, og dermed er AaB-dykket sat i relief. Jimmy Nielsen hæver dog sit snit, når vi sammenfatter hele sæsonen, for han var, sammen med Stefan Bidstrup, helt i top i efteråret med 8,05, og slutter med et sæson-gennemsnit på 7,86. Det gør ham til AaB's bedste i sæsonen 2002-2003, ud fra vores karaktergivning. Og det skal anføres, at Jimmy Nielsen som eneste mand er på karakterlisten i samtlige 37 kampe, der er spillet i pokalturneringen og i Superligaen for AaB's vedkommende. Men også for Jimmy Nielsens vedkommende afspejler tallene den ydmyge indsats, for han nåede i ingen af dem at score over 9 - og som eneste mand, tog han sæsonens bundskraber, et 3-tal, for sin indsats i holdets 2-3 nederlag hjemme til Viborg 4. maj. Unge på fremmarch Generelt voksede de unge spillere med opgaven, som sæsonen skred frem, og spillere som Kasper Risgård, Rasmus Würtz, Thomas Augustinussen, Jacob Sørensen, Michael Silberbauer og Martin Pedersen ligger således alle på 7,25 eller derover for forårets vedkommende. Her har flere af de mere rutinerede spillere svigtet, som det fremgår af tabellerne, og især må sæsonen siges at have været det helt store antiklimaks for Allan Gaarde, som vendte hjem fra italienske Udinese og var tiltænkt en betydende rolle blandt de unge talenter. Hans sejrsmål i sæsonens sidste kamp, i Esbjerg, og en lille ferie, kan måske være det, der atter bringer ham på fode. Stefan Bidstrup fik sit forår ødelagt grundet skader, og han nåede således ikke op på de seks bedømmelser, vi som minumum skal have for at medtage en spiller. Men hans fine efterår gør alligevel, at han set over hele sæsonen kan tage AaB's andenplads, med 7,83 i snit. Når unge Martin Pedersen er med her som tredjebedste AaB'er, så skal man også her bemærke det lave antal bedømmelser: 11. Men en indikation af, at der er stof i den unge forsvarer at bygge videre på. På sæson-ranglisten er det i øvrigt en understregning af, at talentarbejdet lønner sig i AaB. Når Rasmus Würtz og Michael Silberbauer begge kan slutte på fjerdepladsen - efter at være bedømt i ikke færre end 35 og 30 kampe - så fortæller det, at de er modnet langt hurtigere, og har taget væsentligt større ansvar, end man i første omgang kunne forlange og forvente. Men generelt må karakter-gennemsnittene give anledning til, at man tager fat med friske kræfter og knyttede næver, når den korte sommerpause er overstået, og der skal fokuseres på en ny sæson - med en opgave som hjemmekamp mod de nykårede, danske mestre fra FC København som første opgave, på Aalborg Stadion 27. juli.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...