Det var Inga, Katinka og smukke Charlie

225 elever samlet til årets musikdag med masser af melodier og ikke mindst miljø

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Blokfløjten er selvfølgelig også med til koncerten.

BIERSTED:- Værdien af musikdagen? Det kan du fornemme bare ved at kigge på børnene, fortæller Erling Pilgaard. Han haster gennem gangene på Biersted Skole, hvor små grupper af elever venter på at synge "Hej-ho" eller spille" Jutlandia" og "Vi Er Dem de andre" … eller en tredje af Kim Larsens og Gasolins klassikere. Ikke færre end 225 elever fra skolerne i Aabybro Kommune er nemlig samlet til den årlige musikdag, der egentligt skulle have været "Den Allersidste Dans" af sin slags. Men lærerne ville det anderledes, og det var ikke svært at overtale den kommunale musikskoles leder, Erling Pilgaard, til at stemme instrumenterne til en ny musikdag næste år. Fjorten Astronauter Lige nu gælder det dog om at falder ind de rigtige steder med trommer, fløjter og keyboard, når de "Fjorten Astronauter" flyver gennem øvelokalerne, hvor eleverne i kor og seks orkestre forbereder sig til de to koncerter, som de skal give for publikum denne tirsdag eftermiddag. Men det handler ikke kun om at kunne spille og synge "Midt Om Natten" eller turde optræde med "Tarzan Mama Mia". Det handler også om at være sammen på tværs af skoler og klassetrin og sidde side om side og anstrenge sig med guitaren gennem "Sømand Om bord" - tro mig på mit ord, der er virkeligt noget i luften på musikdagen. - Vi arbejder på tværs af alle skoler, og det er med til at integrere. Det vil vi også i den nye storkommune. Vi vil skabe fælles oplevelser for børn uanset, om de kommer fra Pandrup eller Fjerritslev. På samme vis er Brovst Pigegarde hele Jammerbugtens garde med piger fra hele området, mener Erling Pilgaard. Rabalderstræde Musikskolen fra Aabybro med det umusikalske navn Aabybro Kommunes Musikskole er "På Banen" med godt 1500 elever, og lederen er ikke tvivl om værdien for børnene i både undervisning og hverdagen i børnehaven. - Musik stimulerer den kreative side, og du hører eksperter fremhæve de musiske fag i debatten om skoleforliget fremfor test af matetik og danskkundskaber Tankegangen om tests hører industrisamfundet til. - Der er kun ét sted i hele landet, hvor man har sat ind med rytmik og musik i børnehaverne, og det er på Bornholm, som er placeret i toppen af PISA-undersøgelserne, mens Danmark ligger i bunden. I Aabybro er erfaringen, at vi henviser færre elever til specialundervisning med læseproblemer, understreger Erling Pilgaard, inden han og de øvrige musiklærere skal få trommer og guitarer til at larme som i et "Rabalderstræde" og få koret på 140 elever til at stemme overens under koncerten.