Det var sjovt oven i købet

Frivillige soroptimister morede sig med at knokle

EMNER 26. september 2005 06:00

ØSTER HORNUM: Kvinderne i Soroptimistklubben Himmerland havde i weekenden sat sig for igen at prøve at arrangere et stort loppemarked i Øster Hornum, og det var på alle måder en overskudsforretning. Cirka 10.000 kroner kom der ind til gavn for ikke mindst kvinderne og børnene på krisecentret i Katowice i Polen, som klubben især arbejder med at hjælpe. Men under arbejdet steg humøret og sammenholdet også hos de frivillige: - Du må endelig skrive, at vi har det sjovt, griner Annet Baadsgaard og slår armen om klubbens præsident, Inga Bech, som fortæller, hvordan der også har været tid til at prøve bukser for sjov: - Og så ser vi, hvor store vores lår er! - Det er jo også et slid, og vi får ikke noget for det, heller ikke vores transport dækket, men vi gider jo godt, når vi har det så rart sammen, siger Marna Thrysøe. - Og så har vi da også selv fået ryddet lidt ud i skunkerne, siger Aase Kristensen. Soroptimistklubben Himmerland blev stiftet for 10 år siden og er kun for kvinder. Men de ville gerne være lidt flere end de 20, de er nu. - Vi ville gerne have nogle flere yngre kvinder med, og det vil vi til at gøre lidt mere for, fortæller Marna Thrysøe. Soroptimisterne mødes en gang om måneden og planlægger aktiviteter, der kan skaffe penge til humanitære formål. Ud over krisecentret i Polen, som klubben selv transporterer hjælpen ned til, får blandt andet Julemærkehjemmet i Hobro gavn af kvindernes arbejde. Det er dog fem-seks år siden, de sidst holdt et loppemarked. - Men nu havde vi efterhånden fået samlet så meget sammen, siger Marna Thrysøe. Ellers plejer soroptimisterne at holde en lysfest i kalkminerne på denne tid af året, men det bliver der så ikke i år, for de kan trods alt ikke nå det hele.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...