Det ved vi om regeringens finanslovsforslag

Regeringens finanslovsforslag styrker blandt andet de offentlige finanser med fem milliarder kroner

Arkivfoto: Søren Bidstrup, Scanpix
Danmark 29. september 2015 06:50 - Opdateret 29. september 2015 10:30

DANMARK: Regeringens udspil til finansloven for 2016 afsætter i alt 6,7 milliarder kroner til blandt andet sundhed, politi og lavere afgifter for erhvervslivet. Alle pengene er fundet ved at spare andre steder, blandt andet på udviklingsbistanden.

Her vil regeringen hente penge:

* Ulandsbistanden beskæres med 2,3 milliarder kroner og bliver sat ned til 0,7 procent af BNI.

* Bevillinger til forskning beskæres, så forskningsbudgettet udgør 1,01 procent af BNP i 2016. Det frigør et provenu på cirka 1,4 milliarder kroner i 2016.

* Et såkaldt omprioriteringsbidrag skal give 1,1 milliard kroner. Bidraget betyder konkret, at både stat, kommuner og regioner skal effektivisere, så der bliver råd til særligt prioriterede indsatser.

* DSB skal bidrage til regeringens finanslov ved at sige farvel til 300 millioner kroner i statstilskud.

* Mindre hjælp fra det offentlige til at klare huslejen. Her lægger regeringen op til at spare 110 millioner kroner på boligydelsen til ældre i lejeboliger næste år stigende til 590 millioner kroner i 2020.

* Samtidig hentes der samlet cirka en milliard kroner på en række mindre beskæringer på klima- og miljøområdet, uddannelsesområdet, arbejdsmarkedspolitikken og erhvervsfremmeindsatsen.

Her vil regeringen uddele penge:

* Der er afsat 2,4 milliarder kroner til sundhedsområdet i 2016. De skal blandt andet gå til medicin og flere operationer på sygehusene samt til ældre medicinske patienter.

* Finanslovsforslaget afsætter en pulje på 1,7 milliarder kroner, som skal gå til særligt prioriterede indsatser, herunder politiet. Her skal politikerne i efteråret forhandle en ny flerårig aftale på plads.

* Regeringen er klar til at lade statskassen hente 600 millioner kroner mindre ind i skat fra overdragelse af unoterede aktier. Det skal ifølge regeringen være med til at sikre gode rammevilkår for familieejede virksomheder.

* Regeringen vil afsætte 570 millioner årligt til reform, der skal forenkle erhvervsbeskatningen og gøre det muligt at overdrage aktierne i en virksomhed til en erhvervsdrivende fond uden at blive ramt af avancebeskatning.

* Regeringen vil afskaffe NOx-afgiften fra 1. juli 2016. Det indebærer afgiftslettelser på 240 millioner kroner. Reklameafgiften annulleres også, før den overhovedet er nået at træde i kraft, hvilket svarer til en afgiftslettelse på 180 millioner.

* Regeringen vil afsætte 150 millioner kroner årligt i perioden 2016 til 2019 til en vækstpakke, der skal bidrage til, at hele Danmark får del i opsvinget.

* Det skal være nemmere at drive landbrug, og derfor afsættes der 75 millioner kroner årligt i perioden 2016-19 til fødevare- og landbrugsinitiativer.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...