EMNER

- Det vil jeg bare ikke snakke om, basta

- Jeg vil ikke snakke om det! Når vores teenagebørn har slynget denne sætning ud og slammet døren til værelset i med et højt brag, har vi forsøgt at tage det med ro. Vi har erfaret, at det ligesom hører sig til. At sætte nye og tydelige grænser om sig selv hører med til teenagebarnets løsrivelse og arbejde med at "finde sig selv". Men man føler sig som forældre afvist og lukket ude. Det er svært at acceptere, at man ikke længere på naturligste måde er det menneske, der opsøges, når verden derude eller derinde brænder. Men man må vente til den genstridige unge kommer af sig selv. Og håbe at barnets egne måder at tackle alt det nye på viser sig at være bæredygtige. Man må finde sig i positionen som den tilstedeværende og tilgængelige støtte. Når et af de mindre børn siger "jeg vil ikke snakke om det", er der mere grund til at være opmærksom – måske endda på vagt. Man må gå som katten om den varme grød og holde øje med temperaturen. Man ved jo ikke på forhånd, hvad der er på spil for barnet, og derfor kan man som forældre ikke bare insistere på, at der skal snakkes. Vi lever i en moderne snakkende verden. Og moderne børn snakker meget. Eller bliver i hvert fald opfordret til at snakke om, hvad der optager dem, og om hvordan verden ser ud i deres øjne. Om hvad de føler. Nogle gange synes barnet da også, at det bare er for meget og i de situationer bliver sætningen - "jeg vil ikke snakke om det" – bare en erstatning for de forbudte ord i vores barndom: jeg gider ikke. Andre gange kan det være alt for svært for børnene at tale om det, der optager dem. Fx hvis de er kede af det, fordi veninden leger med en anden. Eller man ikke må være med på vinderholdet, når der skal spilles fodbold efter frugtpausen. Hvorfor vil de så ikke snakke om det? Ganske enkelt fordi børn fra ca. fire års alderen øver sig i at beherske deres følelser – at have kontrol over hvornår, og hvad der vises til omverdenen. Den tilkæmpede ro på overfladen vil krakelere, når der skal snakkes – og barnets vil opleve det som et nederlag oveni – at give efter for trangen til at græde eller råbe op. Så i de situationer betyder sætningen nærmest "jeg kan ikke snakke om det". Og den voksne må respektere dette. Indtil en vis grænse, naturligvis. Og den grænse er lige der, hvor barnet uanset alder i længere tid hænger med hovedet, er energiforladt eller er særlig sur og vranten. Længere tid er for et helt lille barn en uge og for teenagebarnet en måned. Da må der gang i snakketøjet og fortroligheden plejes. De store begivenheder Vi oplevede i forbindelse med bedstefars død, at den mindste af børnene først begyndte at snakke om tabet og oplevelsen et helt år efter. Første dag i sommerferien – på cykelferie – begyndte han at snakke og snakkede sig gennem 14 dage på cyklen fra Wien til Budapest. Men kun når vi cyklede. Ikke på campingpladserne eller museerne. På cykelturen var han optaget af at se sig omkring og af at have styr på cyklen og trafikken. Dejlig fri for at have konstant øjenkontakt og kunne holde pauser i talestrømmen på de naturligste måder. Her var der plads til ham - intet andet forstyrrede os voksne og han kunne selv bestemme tempoet. Han ræsonnerede sig således frem til reinkarnation, til intethed og til Paradis. Og endte vist med, at Bedstefar nok sad på en sky og fulgte lidt med i fiskehejrernes flotte flyveture langs Donaus bredder. Skab og grib situationerne Når man som forældre synes, det er på tide med en lille snak, griber vi tit til voksnes metoder. Vi sætter os ned på sengekanten eller ved bordet. Og er vedholdende. Men det er ikke altid det lykkes. Derimod hvis man laver noget sammen: cykler, laver mad, køber ind, går en tur, samler et puslespil – absolut ligegyldigt hvad – da lykkes det næsten altid. Presset bliver flyttet fra barnet til det vi har gang i sammen. Med de mindre børn er det endnu nemmere. De kan komme på skødet og berøringen i sig selv skaber trang til at betro sig. Men hvorfor er det så vigtigt at tale om tingene, som det hedder. Fordi vi gennem at tale om det, der optager os får mulighed for at få noget at vide om, hvordan andre – her de voksne – ser på sagerne. Ved at dele med andre bliver problemerne mindre og overskuelige. Så længe vi holder det for os selv fylder det tankerne og vokser sig stadig større. For få år tilbage hang der i mange daginstitutioner plakater, hvorpå der stod :"har du talt med dit barn i dag"? – en lille reminder om, hvor vigtigt det er at tale med sit barn hver eneste dag. Når professionelle pædagoger havde fundet det nødvendigt at huske os forældre på det, hænger det sammen med den moderne stressede livsstil, hvor tid er blevet en stor mangelvare. Pædagogerne opdager ofte først, hvilke bivirkninger – positive som negative - den moderne livsstil har for børn og unge. Fortrolighed tager tid og en forudsætning for at den holder også i problemfyldte farvande er investering af tid til blot at lytte til barnet. Få et indblik i dets verdensorden – dele glæder og oplevelser. En anden mere håndfast grund til institutionernes kampagne var og er det støt stigende antal børn med sprogvanskeligheder. For kun ved at tale, lærer man at tale. Og hvem gider tale for døve øren? Så det drejer sig ikke om at tale til sit barn, men om at tale med sit barn. Så når dit barn siger "jeg vil ikke tale om det" kan det også ses som et udtryk for et overskud hos barnet og ikke det modsatte. Med andre ord et sundhedstegn. Når vi voksne siger til hinanden, at dette eller hint må vi vist have en snak om – er det ofte problemer og uenigheder vi har i tankerne. Der er en verden til forskel fra at annoncere: der er noget jeg vil fortælle dig, til at annoncere: det må vi have en snak om. Og det gælder både hjemme og på arbejdspladsen. Når pædagogen på stuen indleder samlingen med ordene: Jeg har noget vi skal have snakket om! Så ved børnene udmærket, at nu skal der justeres på opførslen. Den type erfaringer fra hjemmet og fra skolen eller institutionen kan også spille ind, når barnet vender ryggen til og kundgør, " at de ikke vil snakke om det". Men snakkes om det. Det skal der. Det vigtige er bare, hvordan, hvornår og på hvis betingelser. Den tavse dansker er for længst afgået ved døden.