Brønderslev

Det vilde western på Hedegårdsskolen

BRØNDERSLEV:I dag holdes forårsfest i skolefritidsordningen Hedegården i Brønderslev. Festen holdes i Hedegårdsskolens hal. Forældre, søskende og bedsteforældre er indbudt til forårsfesten. Deltagerne skal selv have madkurv med. Der bydes på underholdning. Underholdningen handler i år om det vilde western med cowboys og indianere. I gymnastiksalen bliver der mulighed for at prøve sit øjemål. Først på ægte indianermaner, hvor man kan prøve at skyde med bue og pil. Har man et godt øjemål, kan man vinde en præmie. Der er også et ægte cowboytilbud, nemlig kast med lasso. Hvis man kan indfange nogen, er der gevinst. Der er også mulighed for at besøge Hedegårdens dyreafdeling. Her skal man gætte dyrenes vægt. En anden mulighed er at besøge guldgraveren i gymnastiksalen. Her kan man vaske og finde guld. Hos indianerstammen ”Den Gyldne Pil” er der mulighed for at blive pyntet som en ægte indianer. Man bliver sminket med de flotteste farver. Man får håret pyntet med farvestrålende perler, farver og fjer. Der er også mulighed for at komme ud med snørren i fiskedammen. Der er også en række andre boder – den grønne bod, den søde bod med mere. Leder af skolefritidsordningen, Dorte Svendsen, fortæller, at overskuddet går til koloni i efteråret.