Detaljer mangler i stort politiforlig

KØBENHAVN:Et bredt flertal i Folketinget er tæt på at være enig om et nyt politiforlig, men forhandlingerne måtte i aftes udskydes på ubestemt tid, da regeringen endnu ikke er helt klar med et samlet forslag til finansieringen. Alle partier - undtagen Enhedslisten - er ellers enige om det overordnede politiske indhold i en ny flerårig aftale, som på papiret tilfører politiet to milliarder kroner over de næste fire år. En stor del af pengene skal bruges på mere it, der blandt andet skal gøre det muligt for politiet at følge de enkelte patruljevogne på computerskærme. Af de to milliarder kroner er 500 millioner kroner nye penge, som skal betale for den netop vedtagne politireform. /ritzau/