Hanstholm

Dexawave trukket hjem igen

Ankeret viste sig at være det svageste punkt. Et nyt system skal designes, før anlægget igen søsættes.

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Den stærke strøm gav dog problemer, da man ikke kunne få forbundet anlægget med bugserbåden via et flere hundrede meter langt reb, som skulle trække en større kæde i land.

En stærk strøm drillede i timevis, men sent fredag eftermiddag lykkedes det for Dexawave at få trukket deres testanlæg for bølgeenergi fri af stranden og på slæb af en bugserbåd sat i kurs tilbage mod Hanstholm. Testanlægget rev sig fri under stormens hærgen i søndags, og mandag formiddag blev den opdaget af en fritidsfotograf på stranden ved Bulbjerg - cirka 30 km fra dens udgangspunkt. I går havde man lejet en bugserbåd fra Thyborøn for at få trukket det 20 tons tunge anlæg hjem, men det var nemmere sagt end gjort. Den forholdsvise stærke blæst og strøm, gjorde det nemlig svært at få trukket et reb mellem bugserbåd og strand, således at anlægget og bugserbåden kunne forbindes med en kæde. Først i tredje forsøg, da man brugte bådens linekaster, lykkedes det at få rebet tæt nok på stranden til at en dykker kunne svømme ud og hente rebet ind. Ankersystemet holdt ikke Først da bølgeanlægget fredag blev løftet og vendt for at blive trukket hjem, opdagede man årsagen til forliset. Det havde man forinden undret sig over, da anlægget var beregnet til at kunne klare en vindhastighed på op til 44 sekundmeter. På stranden viste det sig dog, at ankerkæderne havde slidt sig tynde på havbunden, og da stormen så ramte, var de 38 sekundmeter nok til at sprænge ankerkæderne. Det overrasker den adm. direktør Lars Elbæk: - Det er faktisk meget store, kraftige kæder, der er slidt halvt igennem på et halvt år, fortæller direktøren, som nu skal se sig om efter et nyt ankersystem. - Vi skal nu have omdesignet vores ankersystem, så vi dels bruger andre materialer, men også gør, så kæden ikke ligger og er frit bevægelig på havbunden, siger Lars Elbæk. Formentlig ingen data tabt Der var dog også gode nyheder til direktøren, da anlægget blev trukket fri. Ikke bare viste resten af konstruktionen sig at have holdt til den lange tur fra Hanstholm til Bulbjerg, man fandt også databoksen under anlægget. - Elektronikkassen gik selvfølgelig i stykker, men det ser ud til, at databoksen ikke er beskadiget. Formentlig er der derfor ikke gået noget data tabt, og det er bedre end forventet, fortæller Lars Elbæk. Anlægget ankom fredag aften til Hanstholm, hvor det trækkes på land de næste tre-fire uger. Her skal renoveringerne fortages, inden testanlægget igen bliver sejlet ud til sin position en sømil vest for Hanstholm. - Jeg tror, vi har ankersystemet på plads inden jul, og med lidt held har vi også anlægget ude inden jul, men jeg kan ikke love noget, siger Lars Elbæk.