EMNER

DF åbner partiet for udlændinge

Dansk Folkeparti beskyldt for topstyring efter vedtægtsændring

VEJLE:Dansk Folkeparti vedtog på sit årsmøde en ændring af vedtægterne, så man ikke længere skal være dansk statsborger for at blive medlem. Godt nok retter forslaget sig mod en håndfuld fra det danske mindretal i Tyskland, men forslaget gav alligevel anledning til de eneste kritiske indlæg fra talerstolen. Byrådsmedlem i Ejby på Fyn førte an med en gammelkendte kritik af topstyring. - Vi har haft stram styring i lang tid. Vi har haft topstyring, og det har været fint, men nu er det ved at være nok. Hvis man ytrer sig i utide, så får man det gule kort, og det skal der lempes på, sagde Svend Aage Nielsen. Vedtægtsændringen blev vedtaget med et stort flertal, men topstyringskritikken fik alligevel folk til at hoppe en ekstra gang. Pia Kjærsgaard holder dog fast i, at der skal kunne deles gule kort ud til åbenmundede partifæller. - Han må konkretiserer det, ellers kan jeg ikke forholde mig til det. Vi har den regel, at hvis man har kritik, så rejser man den internt over for ledelsen. Der er ingen grund til at gøre det i pressen. Kritik skal rejses internt, og det er en god regel, sagde Pia Kjærsgaard. Den fynske amtsformand, Alex Ahrendtsen, var da også lynhurtig til at lægge afstand til sin fynske kollega. - Jeg har aldrig oplevet topstyring. Jeg synes, der er højt til loftet i Dansk Folkeparti, siger han.