DF afviser aftale om afgift på kvælstof

Miljøpolitik 1. oktober 2002 08:00

KØBENHAVN: Dansk Folkeparti afviser en aftale om at indføre en afgift på kvælstof. Det siger Dansk Folkepartis miljøordfører Jørn Dohrmann. Han takker nej til et forslag fra SF's miljøordfører Jørn Jespersen, som tilbyder en princip-aftale om en kvælstofafgift. Den skal først indføres, når tre arbejdsgrupper om godt et år har gransket problemet. Tilbuddet kommer, fordi der ifølge Berlingske Tidende er politisk flertal for en kvælstofafgift. Dansk Folkepartis miljøordfører Jørn Dohrmann har i avisen foreslået at handle nu, fordi der er målt det værste iltsvind nogensinde især i indre danske farvande, og miljøminister Hans Chr. Schmidt (V) afviser ikke en afgift. - Hvis det er sådan, at der er så mange gode ting ved kvælstofafgifter og kvoter, så lad os tage det med, siger han. Samtidig advarer han i DR's Morgennyheder mod forhastet handling på grund af iltsvindet. Tre arbejdsgrupper skal granske sagen, før politikerne sidst i 2003 kan vedtage Vandmiljøplan 3, mener miljøministeren. Men DF's miljøordfører lægger afstand til en kvælstofafgift. - Man skal ikke straffe nogen, inden man har fundet ud af, om de virkelig er skyldige. Det ville jo pålægge den industri en hel masse reduktioner. Jørn Jespersen skal også kigge lidt på de andre store syndere. Landbruget står kun for godt 20 procent af problemet. Så går de 80 procent fri. I de sidste miljøplaner har landbruget holdt for hver eneste gang. Det er ikke rimeligt, siger Jørn Dohrmann. Derfor bør vore nabolande begrænse udledning af kvælstof. Der skal også ses på udledning fra køretøjer, private husholdninger og rensningsanlæg, mener DF's miljøordfører. Han afviser SF's tilbud om en principiel aftale om at indføre en kvælstofafgift. SF vil lade arbejdsgrupperne undersøge, hvordan afgiften skal udformes. Afgiften kan lægges på kunstgødning. Det skal anspore landmænd til at udnytte gylle og anden naturgødning mere effektivt, så de ikke anvender så meget kunstgødning. Afgiften kan også lægges på den mængde kvælstof, som vaskes ud i naturen, fordi planterne ikke kan udnytte det. Den model kræver et regnskab for hver bedrift, så afgiften bliver mere kompliceret, men også rammer mere retfærdigt, siger Jørn Jespersen. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...