DF afviser ikke skattelettelser hvis der er råderum

Spørgsmålet om skattelettelser er vigtigt frem mod et politisk tungt efterår, hvor der forhandles store sager.

Regeringen er gået til valg på en ambition om, at det skal kunne betale sig at arbejde og gradvist at sænke skatten.

Men med den parlamentariske sammensætning og de udfordringer Danmark står overfor, har det vist sig svært at finde råd til skattelettelser.

Derfor ventes spørgsmålet at blive en af de største udfordringer i efteråret, som politiske kommentatorer forventer bliver sprængfarligt.

Under afslutningsdebatten i folketingssalen åbner DF-formand Kristian Thulesen Dahl dog op for skattelettelser i bunden, hvis der skabes økonomisk råderum.

- Der er ikke lagt noget frem for os, der indikerer, at der er et råderum til skattelettelser.

- Hvis der på et tidspunkt skulle opstå den situation, at man mener, at der er det råderum. Så synes vi, at det er i bunden ved de lave indkomster, at der er behov for at gøre noget.

- Det er i virkeligheden, i tråd med det statsministeren var inde på, før han blev statsminister, at det bedre skal kunne betale sig at arbejde, siger Kristian Thulesen Dahl.

Han vil dog ikke give nogen garanti for, hvorvidt Dansk Folkeparti vil stemme imod skattelettelser i toppen.

- Vores ønske er ikke topskattelettelser. Betyder det, at jeg udstikker nogen garanti eller stiller ultimative krav?

- Nej, det har vi ikke for vane at gøre. Men vi siger krystalklart, hvad vi går ind i forhandlingslokalet med et ønske om. Og det gør vi, for at danskerne kan måle og veje os og vurdere, om de synes vi har gjort vores arbejde ordentligt, siger han.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.