EMNER

DF-bagland klar til rød blok

Et samarbejde med S ville flere steder være lettere, lyder det fra baglandet.

KØBENHAVN:Dansk Folkeparti skal gå efter indflydelsen og hvis det er hos rød blok i fremtiden, så er det helt fint. Sådan lyder meldingen fra Dansk Folkepartis bagland forud for partiets landsmøde i weekenden. - Jeg ser ikke de helt store forskelle og har aldrig rigtigt forstået det der med højre og Venstre. Dansk Folkeparti er et midterparti, og som jeg siger, så stemmer alle rigtige socialdemokrater på Dansk Folkeparti, siger formanden for Rebild Lokalforening, Hans Bjørn. Den holdning deler en række af de lokalformænd, som NORDJYSKE har talt med, og det er helt forståeligt, siger samfundsforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet. - Dansk Folkeparti har bevæget sig tættere på midten i fordelingspolitikken, mens Socialdemokraterne har bevæget sig i værdipolitikken, så de to partier vil på mange områder have lettere ved at samarbejde end S og R, siger han. Flere steder i landet har Dansk Folkeparti da også valgt at gå i valgforbund med den røde blok i stedet for den blå, blandt andet i Kalundborg Kommune. - Vi har haft meget glæde af vores samarbejde, og vi har fået ting igennem med S og SF, som vi er meget stolte af, siger 1. viceborgmester Peter Jacobsen (O) og peger på socialpolitikken, ældre, handicappede og folkeskolen, som områder hvor de tre partier har meget til fælles. Formand for Hjørring Lokalforening, Morten A. Petersen er derimod ikke klar til at se sig selv på den røde blok. - Vi er et grundfæstet borgerligt parti. Vores tanker omkring personlige rettigheder og friheder er grundlæggende borgerlige rettigheder, mener han. Det var ikke muligt at få en kommentar fra DF's gruppeformand Kristian Thulesen Dahl.